Det 39 år gamle ’In the Air Tonight’-nummer er strøget til tops på hitlisten igen.
Det ligger nummer tre på amerikanske iTunes lige efter Cardi B’s nye sexdryppende smashhit ’WAP’.
Og hvad har fået Phil Collins’ melodramatiske 80’er-hymne til at blomstre på ny?
Svaret er de 22-årige tvillinger Tim og Fred Williams.
Fra deres værelse i hjemmet i Gary, Indiana, har de i et år optaget videoer af sig selv, mens de lytter til berømte sange. Bagefter uploader de videoerne til deres YouTube-kanal.
De to sidder bare med hørebøffer på og lytter for første gang til numre, hvoraf mange er forslag, de får sendt fra deres fans – både ny musik og det, der hittede længe før, de blev født.
Og som flere i deres generation, der ofte nøjes med at høre musik i deres egen specifikke niche og ikke bliver udsat for radioens mainstreamkværn, som man gjorde for 20-30 år siden, er flere af dem, der ellers betegnes som klassikere, helt ukendte for dem.
Således også Phil Collins’ tåreperser.
’Det var koldt’
Deres første kommentar i ’First time hearing Phil Collins’ handler om albumcoveret, hvor Fred siger: »Han ser ud, som om han stirrer ind i min sjæl. Jeg er bange. Jeg kan ikke se på ham, mand«.
Da Collins tre minutter inde i nummeret fyrer sit velkendte signaturtrommebreak af, lyser brødrenes ansigter op. De må pause musikken for lige at tage oplevelsen ind.
»Det var koldt. Jeg vil ikke lyve, Phil. Der fik du mig!«, siger Tim.
»Jeg har aldrig oplevet nogen droppe et beat tre minutter inde i en sang. Det er unikt«, tilføjer Fred.
»Jeg dør, motherfucker! Det var sjovt. Det var godt«.
Og så tænder de igen, bopper med hovederne, danser i stolene og griner begejstret.
Og deres reaktion på nummeret er så ærligt begejstret og sjov, at videoen er gået viralt og altså har åbnet en ny generations ører for den engelske trommeslager og sangers store solohit fra 1981.
fortsæt med at læse


























