Store private og offentlige donationer har nu reddet Montmartre, der har huset nogle af de største navne inden for jazzverdenen.

Legendarisk spillested i København overlever

Over årene har et hav af store jazzmusikere spillet på Montmartre. Her ses Dave Kikoski, er en af de vigtigste amerikanske pianister i nyere tid, på scenen. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Over årene har et hav af store jazzmusikere spillet på Montmartre. Her ses Dave Kikoski, er en af de vigtigste amerikanske pianister i nyere tid, på scenen. Foto: Miriam Dalsgaard/POLFOTO
Lyt til artiklen

Det er ikke mere end et par uger siden, at Jazzhus Montmartre i København annoncerede, at det lukkede med udgangen af november.

Coronakrisen og restriktioner til at begrænse smitten skabte store problemer for spillestedet, lød det.

Men store private og offentlige donationer har nu reddet Montmartre, der har huset nogle af de største navne inden for jazzverdenen.

Det oplyser spillestedet i en pressemeddelelse.

»Vi skylder stor tak til den gruppe af mennesker og institutioner, der har gjort dette muligt«, siger formand Michael Christiansen.

På den korte bane er pengene hentet hos kommunens coronapulje og to fonde. Det er Augustinus Fonden og Konsul Georg Jorck og Hustru Emma Jorcks Fond.

På den lange bane er der hentet ekstra penge hos Københavns Kommune. Kommunen har bevilget en million kroner om året de næste fire år.

Spillesteder i København bløder: Nu kommer kommunen til undsætning

Derudover har spillestedet fået tilsagn om en årlig donation de næste fire år fra en anonym giver.

Dermed kan Montmartre allerede i begyndelse af november genåbne med fuldt program de næste fire år.

Det sker i de samme lokaler som hidtil, ligesom både direktør Jonas Dyrved og kunstnerisk chef Jan Lundgren nu fortsætter.

»Den økonomiske redningsplan sikrer huset en styrket placering, både når det gælder de store traditionelle koncerter med jazzens nulevende legender og med talenter på vej«, siger formand Michael Christiansen.

Også Københavns kulturborgmester, Franciska Rosenkilde (AL), glæder sig over, at spillestedet er reddet.

»Jazzhus Montmartre er et ikonisk spillested med stor betydning for den københavnske livescene og kulturliv«.

»Derfor er jeg meget glad for, at et enigt Kultur- og Fritidsudvalg har sikret Montmartre driftsstøtte de næste fire år samt akut coronastøtte her og nu«, siger hun i meddelelsen.

Ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her