3 minutter og 13 sekunder inde i ’Poor Little Anxious Me’ kunne jeg ikke mere.
Jeg blev nødt til at rejse mig, træde væk fra computeren. Og bare lige nyde det et øjeblik. De hakkende synthesizerflader, de insisterende trommer, den tranceinducerende melodi under det kakofoniske klimaks. Den slags musik fortjener, nej, kræver en fysisk reaktion. Måske endda med lidt tilhørende dans frem og tilbage på hjemmekontorets gulv (læs: området foran sofaen).
Jeg var i hvert fald lige ved at kaste mig ud i en længere koreografi, for sådan får man det af at lytte til Takykardia, når de er allerbedst. Når de virkelig rammer en nerve hos mig – og det gør de en hel del gange i løbet af debutalbummet ’Better’ – bimler og bamler det med natklubstemning, koncerteufori og drømmen om svedige omfavnelser på dansegulvet i mit indre. Men der gives også plads til, at jeg kan puste ud igen. Lige trække vejret. Til tider også lidt for dybt.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Deltag i debatten nu
Det koster kun 1 kr. at få fuld adgang til Politiken, hvor du kan læse artikler, lytte til podcasts og løse krydsord.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
