Forestil dig, at du befinder dig dybt under vandet, langt ude på havet, og der er helt roligt. Alt er blødt og behageligt, så din krop føles helt vægtløs, og solen sender lys ned gennem det dybblå ocean, og der opstår de smukkeste sitrende lysglimt, når strålerne spejler sig i stenene langt nede på bunden og i vandets små bevægelser. Mange kilometer væk synger en hval, og lyden giver genlyd omkring dig. Lydens dybeste frekvenser skaber en mørk understrøm, der kribler i kroppen.
Nogenlunde sådan føles det at høre debutalbummet fra Troln. I hvert fald indimellem. Den københavnske kvartet beskriver selv deres musik som »cinematisk slow rock«, og det passer på den måde, at det i dén grad er musik, der kalder lyslevende billeder frem i den indre biograf.
Det er efterhånden slemt fortærsket at kalde musik filmisk, og begrebet kan nærmest dække alle former for musik, hvor stemning og atmosfære fylder mindst lige så meget som melodi og rytme. Men de bedste sange til film er som oftest dem, hvor der er luft og rum til at lade skuespillere, billeder og lyddesign fortælle historien, og musikken forstærker de følelser, der allerede er etableret, frem for at fylde det hele. Det handler om at understøtte og ikke overtrumfe.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Få det store overblik for 1 kr.
Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.
Læs mereEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind
