I sommer udgav Taylor Swift uden varsel coronaalbummet ’Folklore’ til stor begejstring fra de fleste anmeldere.
Men overraskelserne stopper ikke her.
Swift afslører nu igen et nyt album, ’Evermore’, der udkommer natten til fredag. Mere specifikt klokken 6 dansk tid.
’Evermore’ bliver et slags søsteralbum til ’Folklore’, fremgår det af et opslag på Instagram.
På det nye album fortsætter Taylor Swift samarbejdet med sangskriver Jack Antonoff, Aaron Dessner fra The National, Justin Vernon (Bon Iver) og sin kæreste, Joe Alwyn, der skriver sange under pseudonymet William Bowery.
Albummet indeholder bl.a. duetter med The National, søstertrioen Haim og Bon Iver.
»For at sige det helt enkelt: Vi kunne ikke stoppe med at skrive sange. Eller mere poetisk: Vi stod i udkanten af folklore-skoven med et valg. Enten at vende om, eller at gå længere ind i den musikalske skov. Vi valgte at gå længere ind ...«, skriver Taylor Swift.
På Instagram fremgår det videre, at den første single fra albummet hedder ’Willow’, og musikvideoen hertil vil også blive offentliggjort natten til fredag.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter