Året 2020 har været et hårdt år for os alle. Også for 32-årige Lukas Graham Forchhammer har 2020 været voldsomt. Et skæbneår. Et oprydningsår. Et terapeutisk år.
Han er nemlig i gang med at slippe et misbrug, der har præget hele hans voksne liv, og holde sammen på sin lille familie, der er blevet beriget med et pigebarn mere.
Da Lukas Graham Forchhammer og jeg begyndte at tale sammen i 2011, handlede det om hans drømme om at take the world by storm. Om at leve de helt store drømme ud og se, hvor langt man egentlig kan komme.
Dengang var han en lille buttet dreng fra Christiania, fuld af attitude og talent. En tidligere barnestjerne. En uddannet sopransolist, hvis vokal spænder fire en halv oktav. En ung mand, der havde stoppet sin småkriminelle løbebane. En mand med et nyt band og en ambitiøs plan.
