Dødvægt og ballast. De to ord summer rundt i hovedet på mig efter en hel dag og mange timers samtale med Lukas ’Graham’ Forchhammer ultimo 2018.
Død, vægt og ballast. Summen af nyttelast og brændstofbeholdning og balancepunktet i midten. Visse ting bliver tydeligere med alderen og erfaringen.
Alder er måske bare et tal, men der er alligevel ting, der ændrer sig, når man bevæger sig væk fra ungdommen og ind i 30’erne.
Man begraver venner. Siger stop til tidligere frugtbare venskaber, som er blevet dødvægt. Man oplever, at kærligheden har mange farver og tempi, og at den voksne kærlighed er mere robust end sit ry. Man finder ud af, at verden måske ikke behøver blive erobret hver dag. At nogle gange er det også en erobring at åbne sin egen hoveddør og søge ind til de vigtigste.
