Foto: DANIEL HJORTH

Lukas Graham: »Jamen, hvad fanden skal jeg bruge en million euro til?«

Ghettopopstjernen Lukas Graham fra Christiania er på vej til USA for at lege med de store drenge.

Lukas Graham var kampklar. Sad med armene over kors og kom-bare-an-attitude på en af verdens største pladeselskabsmogulers kontor i Los Angeles.

De fleste andre unge artister havde nok valgt en lidt mere ydmyg position, men den unge sanger har aldrig undersolgt sig selv og sit talent. Kort inden havde han sagt nej til en stor kontrakt på en million euro for rettighederne til hans sange i Europa, hvilket havde hypet ham endnu mere i USA.

Hans to managers havde forinden brugt et halvt år på at mødes med forskellige selskaber og branchefolk for at finde frem til, hvem der det kommende år skal udgive danske Lukas Graham på det amerikanske marked.

Hvad vil du så have, spurgte chefen for Warner Music, efter at danskeren med de korslagte arme og trodsige øjne havde sagt nej til et stort forskud.

»I want time«, svarede Lukas Graham. Og det fik han.

Tid til at gøre det på den rigtige måde. Til at samle det rigtige hold. Til ikke at skulle ændres på. At få slettet paragraffen omkring hans såkaldte image fra kontrakten. Til at tage derover og smage forsigtigt på drømmen om Amerika, som så mange danske musikere har brændt sig på. For Lukas Graham gider ikke være idioten, der råber »I made it!« præmaturt og vende slukøret hjem et par uger senere.

»Jeg ved, at det tager tid. At man er nødt til at være derovre. Man kan ikke sidde fra Danmark og overtage verdenen. Og det er jo lidt det, bandet og jeg gerne vil med vores musik. Synge nogle rigtige sange for folk, der ikke handler om bling-bling. Men indtil videre er der ikke sket en skid andet end en kontrakt«, siger han.

Tid til at bearbejde sorgen

Det er tredje jul i træk, vi mødes til interview. Det første år var lige inden, hans debutalbum udkom. Året efter var lige efter, hans far var død. En sorg Lukas Graham havde for travlt til at stoppe op og håndtere.

»Nu er jeg kommet dertil, hvor jeg har tid til at bearbejde sorgen. Mange har sagt til mig, at jeg håndterede min sorg forkert ved at spille videre. Men der er ikke nogen rigtig måde. Sorg er personlig, og man kan ikke tage patent på sorg og smerte. Jeg kunne ikke stoppe alt, da min far døde. Jeg kunne ikke smide min fremtid væk. Det var jo også hans drøm, at jeg blev til noget stort, så det var vigtigt for mig at fortsætte«, fortæller han om overvejelserne i tiden efter.

Sorgen rammer ham stadig som et lyn fra en vinterklar himmel indimellem.

»Når jeg taler med ældre mennesker, fortæller de mig, at sorgen bliver ved. Om det er på dødsdagen, til jul eller hvad. Lige pludselig kommer sorgen«, siger han.

Når man er voksen nok til at bære sin fars kiste ud af kirken, så er der også en cirkel, der er sluttet. Men hullet efter min far forsvinder aldrig, det bliver bare lidt mindre med tiden

»Erkendelsen rammer mig langsomt. Mine børn kommer ikke til at have en farfar. Der er en vis type maskulin bekræftelse, som jeg aldrig kommer til at få mere. Jeg kan søge den hos andre voksne mænd, og når man er voksen nok til at bære sin fars kiste ud af kirken, så er der også en cirkel, der er sluttet. Men hullet efter min far forsvinder aldrig, det bliver bare lidt mindre med tiden«.

Kunne ikke synge

Lukas Graham er blevet 25 år. Han er på mange måder et godt sted i sit liv, karrieren går godt, han kan leve af sin musik, har investeret i et sommerhus som han vil bygge studie i. Han bliver booket hjemme og i udlandet og har styr på sit band.

Men dette er også de år, hvor prøvelserne gør en ung mand voksen. Først farens død og i starten af 2013 var han truet på sit levebrød, da stemmen forsvandt.

»Jeg vågnede bare op en dag og kunne ikke synge. Det var ret voldsomt, og jeg måtte aflyse en turne med 18 koncerter i Tyskland, Frankrig, Holland og Norge. Jeg blev filmet ned i halsen og fik at vide, at lukkemekanismen ikke lukker ordentligt af for min mave. Jeg måtte ikke tale i telefon, ikke synge, ikke engang hviske«.

Siden har Lukas Graham været igennem en større livsstilsændring – for nu at bruge et rigtigt januar-udtryk. Farvel til stærk mad, store bøffer, bearnaisesovs, kaffe, juice, frugt, drukture, ja, snart sat alt det, Graham holder af at indtage i rigelige mængder.

I stedet har han fået styr på stemmen og tabt 10 kilo. Engang imellem besøger han en speciallæge i Nordsjælland, der også hjælper de ansatte på Operaen med deres stemmebånd. Lægen beder så om »et lille blødt glissando«, mens han stikker et kamera ned og filmer sangerens stemmelæber. Indtil videre går det okay.

»Jeg må bare gøre, hvad der kræves, for jeg skal synge. Uanset hvad. Så det er rent linsesuppe og klidbrød nu! I det mindste ved jeg, hvordan man laver en god linsesuppe hjemmefra«, griner han.

Hjemmefra er Christiania. Lukas Graham er flyttet hjemmefra, i andelslejlighed på Christianshavn. Men Christiania er i ham og han i Christiania uanset hvad. Der er bare lidt mindre mudder på skoene nu. Lidt mindre udeliv. Men værdierne fra fristaden forsvinder ikke sådan lige med en smule succes.

Jeg vil ikke have et kæmpe forskud og en masse penge, jeg vil have det rigtige hold omkring mig. Jeg vil ikke skylde nogen noget. Et forskud er jo bare en ondskabsfuld form for kassekredit

»Jamen, hvad fanden skal jeg bruge en million euro til? Jeg har aldrig været økonomisk motiveret. Det er også det, der chokerer de der amerikanere, som vi skal over og arbejde med nu. Jeg vil ikke have et kæmpe forskud og en masse penge, jeg vil have det rigtige hold omkring mig. Jeg vil ikke skylde nogen noget. Et forskud er jo bare en ondskabsfuld form for kassekredit«.

Lukas Graham har lært af andre artisters fejl. Ham og bandet har lavet et firma og får månedsløn. De har revisor og bogholder. Får penge tilbage i skat. Han skriver sange og sender dem over til det amerikanske pladeselskab, når han bliver bedt om det, men gider ikke tale om det, før der kommer noget ud af det.

»Det vigtigste for en sangskriver er produktivitet og censur. Jeg tror, jeg har skrevet 1.000 sange gennem årene. Hvis du skriver 100 sange, skal du vælge 30 ud, indspille 8-10 og færdiggøre 1. Måske ingen. Kill your darlings. Jeg har kun udgivet 12 sange, men jeg er ligeglad med at smede, mens jernet er varmt. Jeg ved, at mine sange bliver bedre og bedre, mens jeg bliver mere voksen«, siger Lukas Graham.

Rigdom er rent undertøj

Musikeren er meget inspireret af Uruguays præsident José Mujica, der bliver kaldt ’verdens fattigste præsident’. Mujica har sagt nej til fint præsidentpalæ og bor i et lille, faldefærdigt hus med sin kone og et par vagter i indkørslen. Han kører en gammel folkevognsboble, donerer hver måned størstedelen af sin indkomst til velgørenhed og har i øvrigt legaliseret homoægteskaber og marihuana.

»Folk, der kalder ham fattig, har misforstået konceptet ’rigdom’. Penge er bare penge. Vi har jo selv opfundet dem, de eksisterer ikke. Rigdom for mig er venner, familie, god mad og rent undertøj. Ja, rigdom er mange ting – penge er bare ikke en af dem«.

Så hvad begærer en ung mand på 25 år med fuld fart på karrieren, hvis ikke penge?

»Vi lever i ’the age of accumulation’. Jeg ser folk, der tjener 300 millioner om året være fanget. I deres løb efter at ville have mere. Men jeg har ikke brug for en skid. Jo, måske et kørekort. Se de her Adidas-sko jeg har på? Dem kan jeg godt lide. Så jeg har købt dem i de fire farver, de fandtes i. Så behøver jeg ikke tænke over sko de næste mange år«.
Helt hippie er Lukas Graham dog ikke. Han er gourmetmand og elsker at bruge penge på mad og vin, selv om det med helbredet in mente skal afvejes nøje i forhold til spillejobs og stemmebåndets følsomhed. Men han inviterer gerne vennerne ud og spise på Michelin-måden.

»Vi har en ting på Christiania, som kun eksisterer i små lokalsamfund: Dem der har penge betaler. Og dem der ikke har nogen penge, betaler vi andre så for. Og det er helt okay. Så har de betalt for mig på et andet tidspunkt. Ham der ingen penge har løber bare lidt oftere, henter mad på gaden eller drinks i baren. Jeg hader de der vennegrupper, hvor man sidder og deler regningen op og skal være underdanig eller blive væk, fordi man er flad«.

Synger med sjæl

Selv om Lukas Graham i sin tid ikke kom ind på Rytmekonservatoriet, går det altså meget godt. Det amerikanske marked vil gerne have en ny hvid Adele. En mandlig soulsanger der lidt kan det samme. Den køber han dog ikke rigtig.

»Jeg er ikke soulsanger. Jeg synger med sjæl. Otis Redding er soul. Det er derfor, jeg kalder min musik ghettopop, en slags moderne sort musik, som halv-irer er jeg mere sort end de fleste hvide. Det er jo os, fraseringerne kommer fra«, siger han og griner højt.

Siden nyheden om det forestående Amerika-eventyr kom ud, møder Lukas Graham alle steder folk, der siger tillykke og wow. Selv har han travlt med at tysse det hele lidt ned.

Jeg ved sgu ikke, hvem det er, der har ringet til pressen og sagt, at jeg er blevet en stor stjerne? Vi har ikke solgt en eneste plade derovre. Vi har ikke engang lavet pladen. Vi har intet

»Jeg ved sgu ikke, hvem det er, der har ringet til pressen og sagt, at jeg er blevet en stor stjerne? Vi har ikke solgt en eneste plade derovre. Vi har ikke engang lavet pladen. Vi har intet. For mig at se er der ikke sket noget endnu. Der er noget, der ulmer, men ... it ain’t a burning blaze«, siger han på det der perfekte engelske, som han har med hjemmefra.

2014 står altså i produktivitetens og selvcensurens navn. Den danske plade kostede 35.000 kroner at lave. Nu står der 350.000 dollar til at producere en master til en amerikansk plade for. Lukas Graham siger, at han er et bizart sted i sit liv.

»Det hele er en blanding af kærlighed, sorg, succes og savn. For nylig sad jeg i Skybar på Los Angeles’ Sunset Boulevard og købte en flaske Ace of Spades-champagne til 2.000 dollar. Mest for at gøre min manager nervøs. Det var første gang i mit liv, jeg opdagede, at jeg kunne gøre, lige hvad jeg havde lyst til. Alligevel blev jeg ramt af den der erkendelse, man får som barn, når man opdager, at ens ben ikke er lange nok. At uanset hvad man gør, kan man ikke løbe hurtigere end de andre«.

Publiceret 2. januar 2014

Redaktionen anbefaler:

Læs mere:

Annonce

For abonnenter

Annonce

Forsiden

Annonce