Det er forkert, formelt set, at kalde Händels musikdrama om den skønne Semele for en opera. For efter at have skrevet masser af italienske operaer, havde den tyske barokkomponist, der var flyttet til England og blevet engelsk statsborger, i 1740’erne definitivt sadlet om for at koncentrere sig om oratorier med engelsk tekst. Som for eksempel ’Messias’. Her, i en populær engelsk genre, hvor der ikke blev brugt kulisser og kostumer, kunne han bruge al sin erfaring som musikdramatiker og samtidig tjene flere penge, end det var lykkedes ham, da han havde forsøgt at drive sine egne operakompagnier i London.
Så ’Historien om Semele’, som Georg Friedrich Händel også kaldte sit sprudlende musikdrama i tre akter fra 1744, blev præsenteret »på oratorie-manér« på Covent Garden. Endda i tiden lige op til påske, hvor folk blev vildt forargede over det, der i realiteten tydeligvis varen verdslig opera med sjove optrin, teatertorden og guddommelig sex uden for ægteskab.
