Mick Fleetwood har solgt retten til sine egne sange helt tilbage fra 1960’erne. Han er en af en række store kunstnere, der på det sidste har solgt deres bagkatalog.

Hitter for vildt på TikTok: Fleetwood Mac-stifter sælger rettighederne til alle sine sange

Mick Fleetwood er nu det tredje Fleetwood Mac-medlem, der har solgt rettighederne til sine sange.  Foto: Eduardo Munoz/Ritzau Scanpix
Mick Fleetwood er nu det tredje Fleetwood Mac-medlem, der har solgt rettighederne til sine sange. Foto: Eduardo Munoz/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Mick Fleetwood, en af stifterne af det engelsk-amerikanske rockband Fleetwood Mac, har solgt rettighederne til sine sange til pladeselskabet BMG.

Det vil sige, at næste gang, du hører plader som ’Fleetwood Mac’, ’Rumours’ og ’Tango in The Night’, så ruller pengene ikke ind hos Fleetwood, men hos BMG.

Samtidig betyder det, at BMG har retten til at bestemme, hvordan sangene i fremtiden skal bruges i kommercielle sammenhænge, og hvem der skal indspille dem, for, ja, det er deres sange nu.

»Det er et vidunderligt inspirerende ægteskab mellem to kreative partnere, der forstår alle aspekter af branchen«, siger Mick Fleetwood ifølge The Guardian.

Fleetwood er en ud af en række primært ældre kunstnere, der på det seneste har solgt deres bagkatalog og fået klingende mønt til gengæld. Fra Fleetwood Macs egen verden har to andre medlemmer, allerede inden Mick Fleetwood gjorde det, solgt de sange, de har skrevet for gruppen.

Ifølge Rolling Stone Magazine solgte bandets forsanger, Stevie Nicks, i december måned rettighederne til sine sange for 100 millioner dollars.

Fleetwood Mac har ifølge The Guardian haft en popularitetsopblomstring i USA, efter at der er lagt en video på TikTok med en mand, der står på skateboard og mimer til nummeret ’Dreams’. En video, der er blevet et viralt verdenshit, og som har bragt Fleetwood Mac tilbage på hitlisterne i både USA og England.

»Denne erhvervelse fremhæver værdien af tidløse sange i et streamingmarked, der i stigende grad gavner etablerede navne frem for nye artister«, siger Justus Haerder, BMG’s direktør til The Guardian.

I den seneste tid har også Shakira solgt sine rettigheder til Hipgnosis, et musikforlag, der også ejer 50 procent af Neil Youngs bagkatalog og Fleetwood Mac-guitarist Lindsey Buckinghams sange.

Den helt store skalp snuppede Universal Music dog for nylig, da de for 300 millioner dollars købte rettighederne til alle Bob Dylans sange.

Emil Bergløv

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her