1Publikumsløse koncerter, små som kæmpestore: Der gik ikke længe, efter verden var lukket ned, før de første webcam-koncerter dukkede op. Jeg husker – med en vis portion af kedsommelig rædsel – hvordan jeg så den amerikanske musiker Soccer Mommy sidde foran en hvid væg i en grå sweater og spille tre ellers udmærkede sange på sin guitar. Hvis det her er det bedste, musikbranchen kan komme op med i krisetider, så vil jeg gerne hjem nu, tænkte jeg. Indtil det gik op for mig, at jeg jo allerede var hjemme. Og skulle være det en rum tid endnu.
Heldigvis kom der andre og mere innovative boller på suppen. Og større budgetter. I april gav superstjernerapperen Travis Scott en visuelt overdådig koncert i computerspillet ’Fortnite’, der fik svimlende 12 millioner til at se med. I oktober spillede Billie Eilish en virtuel koncert, man kunne løse billet til og se fra sin sofa. Verdens største boyband, koreanske BTS, gjorde noget lignende. Og senest har den engelske superstjerne Dua Lipa, der ligner en, som har haft et federe 2020 end de fleste, givet den stort anlagte, glitterproppede koncert kaldet ’Studio 2054’ i hælene på sit vildt populære, discoindsvøbte album ’Future Nostalgia’. 5 millioner mennesker så med.











