At kalde Jørgen de Mylius for en legende i dansk popmusikformidling ville faktisk være at underspille en lille smule. For han er i den sammenhæng både faderen, sønnen og helligånden. Han startede det hele, og han er der endnu. Han er sin egen myte, men heldigvis ikke fanget af den. Dertil er han et alt for beskedent og høfligt menneske.
Det handler nemlig, på trods af hvad mange har skudt ham i skoene i årenes løb, aldrig om Jørgen de Mylius, men om musikken, om de mennesker, der skaber musikken, skriver sangene, anslår strengene, synger tonerne og forfatter teksterne. Han, som præsenterer det, er ikke det vigtigste, tror vi nok, at Jørgen de Mylius ville sige, hvis man spurgte ham, hvad det egentlig gik ud på.
Fortællingen om skoledrengen fra Frederiksberg, der elskede sporvogne og den nye, vilde beatmusik fra det store udland, er fortalt mange gange. Men det bliver den ikke ringere eller mindre sand af.
Den unge gymnasiast fra det velanskrevne Øster Borgerdyd mente, at der var for lidt musik for unge mennesker i statsradiofonien. Fint nok med Bror Kalles Kapel og let musik til aftenkaffen samt torsdagskoncerter med alle den klassiske musiks udødelige mesterværker. Men hvad med The Beatles, hvad med Cliff Richard, hvad med Elvis Presley? Hvorfor hørte man ikke mere til dem i hele Danmarks Radio? Godt nok var der Jørn Hjorting og ’Ti vi ka’ li’, men det program var mere for hele familien Danmark.
Der skete en fejl, prøv igen senere
Der skete en fejl, prøv igen senere eller søg hjælp via vores kundecenter
Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.
Få adgang til hele Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.
Prøv Politiken nuEr du under 30 år og udeboende? Få halv pris her
Allerede abonnent? Log ind her
