Den 23-årige svenske rapper Yasin har siden nytår siddet fængslet anklaget for medvirken til kidnapning af en anden musiker. Nu mener anklagemyndigheden i stedet, at Yasin ’blot’ har tilskyndet til en kidnapning, der aldrig fandt sted.

Fængsling af svensk rapper har været et mysterium. Nu løfter politiet en del af sløret

Yasin i afslappet positur bag solbrillerne er Sveriges pt største hiphop-navn. Foto: J. Willz
Yasin i afslappet positur bag solbrillerne er Sveriges pt største hiphop-navn. Foto: J. Willz
Lyt til artiklen

Den seneste uge har været ganske begivenhedsrig for den svenske rapper Yasin.

Lørdag aften vandt den 23-årige rapper to priser ved Sveriges svar på P3 Guld. Tirsdag droppede den svenske anklagemyndighed så anklagen imod ham om, at han skulle stå bag kidnapningen af en anden svensk rapper. Noget, han har siddet fængslet for siden nytår.

Det fortæller svenske SVT.

Yasin undslap dog ikke dermed anklagemyndighedens interesse. Rapperen er nu til gengæld tiltalt for at tilskynde til kidnapning af selvsamme musiker – bare ikke den kidnapning, der rent faktisk fandt sted.

I sandhed en forvirrende omgang. Så lad os tage den fra toppen.

I april 2020 blev en kendt svensk rapper kidnappet og mishandlet, hvorefter billeder af episoden spredte sig på de sociale medier.

Afblæst i sidste øjeblik

På trods af, at den kidnappede rapper ikke selv ønskede at deltage i efterforskningen, var politiet i stand til at arrestere en gruppe personer fra det såkaldte Vårby-netværk i september. Blandt de arresterede, der mistænkes for at være involveret i den brutale kidnapning og flere andre forbrydelser, var blandt andet en tidligere fodboldspiller.

Nytårsaften nåede historien så sit sensationelle højdepunkt, da landets største rapper Yasin blev anholdt og anklaget for medvirken til bortførelsen.

Nu mener anklagemyndigheden så ikke længere, at Yasin har taget del i den egentlige kidnapning. I stedet skulle rapperen have været med til at planlægge en anden kidnapning af samme rapkollega to uger forinden. Et kidnapningsforsøg, der dog blev afblæst i sidste øjeblik på grund af massiv tilstedeværelse af politiet i det område, hvor kidnapningen skulle have foregået.

Ifølge anklagemyndigheden planlagde dele af Vårby-netværket desuden at detonere en bombe uden for moren til den kidnappede rappers hjem, men da der befandt sig politi uden for huset, besluttede de at vente.

Beviserne inkluderer logfiler fra det krypterede chatværktøj ’Encrochat’, som det lykkedes fransk politi at finde frem til sidste forår. Logfilerne har ført til en række anholdelser over hele Europa.

Jesper Lindstrøm Jørgensen

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her