0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter: Beethovens symfoni sitrer af dramatisk nerve

Beethoven kommer i tempomaskinen, mens Mozart får zenbuddhistisk nærvær på to nye album, der giver kendte værker radikalt nye udtryk.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den græske dirigent Teodor Currentzis, der opbyggede sin musikalske karriere gennem 15 år i Rusland med sit eget orkester, MusikAeterna, forstår Beethovens 7. symfoni som en genspejling af klassisk arkitektur. Som rette linjer, symmetri, ensartede byggesten og lange forløb af kridhvide søjler – med fokus på rytmiske mønstre, præcision og puls.

Den japanske pianist Momo Kodama fortolker Mozart og hans 23. klaverkoncert helt modsat. Den præsenterer hun og kammerorkestret fra den japanske provinsby Mito på et nyt album sammen med et japansk søsterværk til Mozarts klassiker af komponisten Toishi Hosokawa – og det bliver en vandretur i et klangligt landskab, hvor der er alverdens tid til at mærke lydenes kvaliteter og være i musikkens forskellige udtryk, mens de skifter.

Både Beethovens 7. symfoni og Mozarts 23. klaverkoncert hører til de mest spillede klassiske værker. Begge karakteriseret af høj puls og enkel, rytmisk jubel – og begge har langsomme andensatser, der er så poetiske og melodisk fantastiske, at man både begejstres og græder over deres melankolske åndfuldhed.

Men selv om de to værker er fortolket igen og igen de sidste 200 år og i dag har status som ikoner i klassisk musik, er det, som om noderne stadig ikke er mere end skitseagtige opskrifter, som visionære musikere kan omformulere til nye værker endnu en gang.

Der var kritik af Teodor Currentzis og hans version af Beethovens 5. symfoni, da den kom ud for et par år siden – at dirigentens fokus på præcision og rette linjer i musikken gik ud over poesien og sangen i melodierne. Det er helt åbenlyst, at han heller ikke med den 7. symfoni gør musikken interessant ved at lade melodierne søge længselsfuldt og dvæle i tvivl. Hos Currentzis træder kunsten frem i streng arkitektur og med vilde eksplosioner af information, og for lyttere, der elsker det romantiske kæmpeorkester med brede vibrerende klangflader, er hans blik på Beethoven stærkt kontroversielt og virker måske endda helt umusikalsk.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter