0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

5 hjerter fra Lucia Odoom: Jeg skipper første nummer, for så meget larm kan jeg ikke hengive mig til

Philadelphia-bandet Spirit of the Beehive har eksisteret i en årrække og har langt om længe fået den opmærksomhed, det fortjener. For bandets originale, rundtossede og melodiske larm går lige i hjertet.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Tim Owen
Foto: Tim Owen

Spirit of The Beehive får stor ros for deres fjerde album 'Entertainment, Death', og selvom de har eksisteret siden 2014, føles det seneste album, som at høre et larmende og følsomt gennembrud.

Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Musik
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

I Philadelphia, Pennsylvania, går der nogle musikere rundt og larmer. De kalder sig Spirit of the Beehive, og de har været et band med mange skiftende medlemmer i syv år, men er først nu for alvor ved at påkalde sig den opmærksomhed, de fortjener. I al den tid, Spirit of the Beehive har eksisteret, har de beholdt huerne på inden døre og holdt fast i den svimle og rundtossede indierock. Nu er de ude med deres fjerde album, der støjer på en både kærlig og besværlig måde og har fået titlen ’Entertainment, Death’.

Jeg skipper første nummer, ’Entertainment’, for så meget larm kan jeg ærligt talt ikke hengive mig til, men 10 sekunder efter at bandet får den hvinende larm krænget ud af deres system på sangen ’There’s Nothing You Can’t Do’, åbenbarer de sig, så jeg får lyst til at ugle mit hår og holde op med at tage rustning på. Og så snart sangen ’Give Up Your Life’ snubler ind i kraniet på mig, får jeg lyst til at overgive mig til at vælte rundt i tilværelsen, opleve livet indefra og ud i stedet for at svæve rundt uden for mig selv og sætte stillads rundt om alting.

Det er svært at give slip på kontrollen, når der hele tiden findes ubesvarede mails, og lægen og banken konstant spørger, hvad min femårsplan er. Det her album rusker i nerverne, så jeg føler, at jeg er fri til at være den fuldkommen forvirrede og fremmedgjorte organisme, jeg i virkeligheden er. Musikken udløser en tilstand af total og aldeles tiltrængt rådvildhed.

Spirit of the Beehive giver mig den samme følelse af længsel, jeg for nylig mærkede, da det irske band My Bloody Valentine lagde gamle udgivelser ud på streamingtjenesten Spotify, efter at de havde været fraværende i det digitale regime i årevis. Jeg kom i kontakt med en længselsfeber, der bredte sig ud over provinsen, da jeg som tynd punket 17-årig gik rundt med min discman og lod My Bloody Valentines kollager af beroligende larm fylde hele min krop med melodier, der fik mig til at tænke på alt muligt, jeg aldrig ville have tænkt på, hvis jeg ikke havde hørt deres to album ’Loveless’ og ’Isn’t Anything’. My Bloody Valentines overdådige støj minder mig om en tid med permanent tinnitus – en tid, som har bragt mig frem til de ting, jeg beskæftiger mig med nu.

Læs artiklen nu, og få Politiken i 30 dage

Få adgang til hele Politikens digitale univers nu for kun 1 kr.

Læs videre nu

Annonce

Læs mere

Annonce

For abonnenter