Sveriges p.t. største hiphopnavn, Yasin Mahamoud, er blevet idømt ti måneders fængsel for at planlægge kidnapningen af en svensk rapkonkurrent. Det fortæller svenske Dagens Nyheter.
Kidnapningen, som Mahamoud er blevet dømt for at planlægge, blev dog aldrig ført ud i livet. Ikke desto mindre blev konkurrenten senere kidnappet af andre i miljøet, og det er en anden svensk rapper, Haval Khalil, blevet idømt to og et halvt års fængsel for at have bidraget til.
De to domme er den foreløbige kulmination på et omfattende drama, der det sidste års tid har udspillet sig i de dele af det svenske hiphopmiljø, som har rødder i landets bandemiljø.
Den 23-årige Yasin Mahamoud, der tidligere på året vandt to priser ved Sveriges svar på P3 Guld, blev nytårsdag anholdt for at stå bag kidnapningen af en kendt svensk rapkonkurrent. En kidnapning, der fandt sted i april 2020, hvor den pågældende rapper blev mishandlet, og hvor billeder fra episoden efterfølgende blev delt på sociale medier.
Den svenske anklagemyndighed droppede imidlertid sidenhen anklagen mod Yasin Mahamoud.
Den 23-årige rapper undslap dog ikke anklagemyndighedens interesse. Rapperen blev i stedet tiltalt for at tilskynde til og planlægge en kidnapning af selvsamme musiker – blot ikke den kidnapning, der rent faktisk fandt sted. Det er den planlægning, Yasin Mahamoud nu er blevet dømt for.
Vårby-netværket
Ifølge anklagemyndigheden blev den planlagte kidnapning stoppet, men blev udført et par uger senere uden Yasin Mahamouds involvering.
Under retssagen har Yasin Mahamoud ifølge Dagens Nyheter benægtet enhver forseelse og sagt, at han blot ville hjælpe med at arrangere et møde mellem en ven og den kidnappede.
Kidnapningen af den svenske rapper trækker tråde til det kriminelle ’Vårby-netværk’, der blandt andet udgøres af flere rappere og en tidligere professionel fodboldspiller, og i alt 28 personer fra netværket er blevet dømt i sagen.
Den 26-årige rapper Haval Khalil var også på anklagebænken for involvering i sagen. Han er nu idømt to et halvt års fængsel for at bidrage til kidnapning og desuden også til et røveri. Ligesom Yasin Mahamoud nægter Haval Khalil sig skyldig og har sagt, at han mødte offeret dagen før bortførelsen for at hjælpe ham med en igangværende konflikt.
En tredje rapper, der ligeledes var anklaget for kidnapning og røveri, er blevet frikendt.
fortsæt med at læse




























