Svenske Jenny Wilson sang sig tilbage til sin krop, da hun på albummet ‘Exorcism’ fra 2018 berettede om en voldtægt, hun blev udsat for i 2016. Nyt hår og ny hud voksede frem af sangene som en science fiction-rustning, og hun sang alt det uønskede væk i ærlige og stærke besværgelser. De sædvanlige organiske trommer og fængende klavertoner forvandlede hun til elektronisk musikalsk synthpopkrigsførelse med hævngerrige hiphopundertoner.
Hun fortsatte djævleuddrivelsen på det symfoniske album ‘Trauma’, der udkom i 2019. ‘Trauma’ var understregelsen af, at Jenny Wilson har været igennem en kunstnerisk bearbejdelse af et traume, som har sat sig i takterne og teksterne og er krøbet ind under huden på en måde, der fik hendes musikalske persona til at spalte sig i flere, og hun har givet disse bearbejdelser, vredesudbrud og sorgen og modstanden videre til os andre på sine album, og nu står hun på den anden side og tager de dybe vejrtrækninger ind i sangene.
