Warner Chappell Music får i en milliarddyr aftale rettighederne til næsten al David Bowies musik.

David Bowies bagkatalog solgt for godt halvanden milliard kroner

Med i handlen følger legendariske sange som 'Heroes', 'Space Oddity' og 'Let's Dance'.  Foto: Ralph Gatti/Ritzau Scanpix
Med i handlen følger legendariske sange som 'Heroes', 'Space Oddity' og 'Let's Dance'. Foto: Ralph Gatti/Ritzau Scanpix
Lyt til artiklen

Musikeren David Bowies bagkatalog af sange er blevet solgt til Warner Chappell Music for op mod 250 millioner dollar. Det svarer til cirka 1,64 milliarder kroner.

Det oplyser kilder til det amerikanske kulturmagasin Variety.

Den afdøde engelske rockmusikers bagkatalog indeholder hundredvis af sange.

Heriblandt hits som ’Heroes’, ’Space Oddity’, ’Lets Dance’ og ’Under Pressure’, som blev lavet i samarbejde med det legendariske rockband Queen.

Aftalen betyder, at Warner Chappell Music får rettighederne til næsten al Bowies musik.

Den milliarddyre aftale er faldet på plads, kort før markeringen af hvad der ville have været David Bowies 75-års fødselsdag.

Lørdag 8. januar bliver det blandt andet markeret ved, at midlertidige Bowie-butikker dukker op i New York og London.

David Bowie døde af kræft 10. januar 2016 i New York. Han blev født 8. januar 1947 i London.

Aftalen indebærer, at Warner også erhverver sig rettighederne til Bowies album, der blev udgivet fra 2000 til 2016. De blev i sin tid ellers udgivet af Sony Music.

Der er i nyere tid set flere eksempler på lignende aftaler.

En af rockmusikkens største legender, 72-årige Bruce Springsteen, solgte i december rettighederne til hele sit sangkatalog til Sony Music.

Prislappen i den aftale lød på cirka 500 millioner dollar - knap 3,3 milliarder kroner.

Også legendariske musikere som Bob Dylan, Paul Simon og Neil Young har solgt hele eller dele af deres bagkatalog.

Bob Dylan, der har domineret den internationale musikscene i næsten 60 år, solgte rettighederne til sine mere end 600 sange i december 2020 til Universal Music Group for knap to milliarder kroner.

ritzau

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her