Når man under Spot Festivals to intense døgn driver rundt mellem små spillesteder i Aarhus midtby og Musikhusets mange hemmelige rum, håber man altid på at snuble over en som Selma Higgins mellem de godt 250 koncerter.
Den der koncert, man ikke havde sat kryds ved i programmet og tilfældigvis lige kigger forbi. Og så står man en halv time senere med åben mund og polypper.
Selma Higgins er ikke et helt nyt navn. Hun har med sin akustiske folk befundet sig i randområderne af dansk popmusik, haft et folket hit på P6 Beat og været inde forbi Karrierekanonen.
Men fredag aften var det en forvandlet Higgins, der havde skiftet den akustiske Sufjan Stevens-folk ud med en Olivia Newton-John-følelse af funk-spændstig pop.
