Lyt til artiklen
På coveret til, hvad der både skulle blive det første og det sidste regulære album med Liss, ser man fire unge drenge trække op i ærmet og vise deres bandtatoveringer frem, armene er stadig røde, og de ligner nogle, der aldrig havde tænkt sig at skulle skilles ad. De ligner nogle, der har sovet lige lidt, men også brænder lige meget. For musikken, for bandet og for broderskabet.
Når man lytter til albummet, som Liss selv har produceret, er det den samme følelse, man får. Bandet spiller symbiotisk godt sammen og skriver nogle organiske og iørefaldende popsange, der også laver solide brændemærker på sjælen, der både gør godt og ondt.
