Jeg må jeg indrømme, at jeg – som den melankoliker, jeg er – bedst kan lide at høre Emil Kruses album ’Magic’ den forkerte vej. Altså fra sidste nummer ’Til min familie’ og frem til første nummer ’Fremad’. Albummet åbner sig op på en helt anden måde og bliver lettere og lettere for hver eneste sang.
Det er selvfølgelig også helt fint at høre albummet i den rækkefølge, det er tiltænkt, men hvis man læner sig mere ind i de mørke sange, der præger finalen på det 13 sange lange album, er der en helt anden mærkbar energi. Det føles ligesom at se Kirsten Dunst i filmen ’Melancholia’, der ligger nøgen og tager solbad under den mystiske måne, som nærmer sig Jorden med destruktiv kraft. Emil Kruse er i symbiose med apokalypsen, men han er også hele tiden et sted i byen i færd med at danse sig lidt ud af undergangen.
