’Gloria’ er et velmenende bevis på, at man sagtens kan være et ret vidunderligt sted i sit liv og alligevel lave en middelmådig plade.
Det har aldrig været nemt at danse til den engelske sanger Sam Smiths musik – medmindre man er ualmindelig glad for sjælere i overvældende flertal.
Men det er der blevet rådet bod på de senere år. Og det tog for alvor fart sidste år med udgivelsen af Kim Petras-duetten ’Unholy’, der ikke bare blev et af sidste års største hits, men også i høj grad skubbede en slags Sam Smith 2.0 ind på scenen – nu kækt cabaretdansende som en anden Liza Minnelli.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
I Politiken Lyd kan du få alt det, du godt kan lide ved Politiken, og mere til - bare som lyd.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
