Egentlig blev Sam Smith, der er kendt for monsterhits som ’Stay with me’, ’Lay me down’, ’Too good at goodbyes’ og ’Money on my mind’, født som dreng. Men i dag identificerer den britiske musiker sig som nonbinær med et ønske om at blive tiltalt ’de’/’dem’ i stedet for ’ham’.
»Jeg føler mig lige så meget som en kvinde, som jeg er en mand«, udtalte de til The Sunday Times i 2017.
Sangerens specielle sangstemme, som især udmærker sig i den lyse falset, har da også tidligere skabt forvirring omkring, hvorvidt ejeren er en mand eller en kvinde.
Jeg elsker, når folk tror, at jeg er en kvinde. Det er en kæmpe kompliment, da jeg ikke laver andet end at lytte til kvindelige artister
Den amerikanske R’n’B-sanger Mary J. Blige troede eksempelvis, at det var en sort kvinde, der sang vokalen på Disclosure-hittet ’Latch’, inden hun fandt ud af, at det var Sam Smith.
Det tog sangeren på ingen måde som en fornærmelse:
»Jeg elsker, når folk tror, at jeg er en kvinde. Det er en kæmpe kompliment, da jeg ikke laver andet end at lytte til kvindelige artister«, udtalte Sam Smith om forvekslingen.
»Det betyder jo bare, at jeg er blevet positivt påvirket af mine idoler«, sagde Sam Smith til det australske netmedie News.com.au i 2015.
Forlig med Petty
Og det musikalske gennembrud kom med netop ’Latch’ med den elektroniske musikduo Disclosure i 2012 samt ’La la la’ med den britiske DJ Naughty Boy i 2013.
Sam Smiths debutalbum, ’In the Lonely Hour’, udkom i 2014, og det skaffede sangeren seks grammy-nomineringer i 2015, som de vandt fire af.
Sam Smith var ellers kort tid inden grammy-uddelingen blevet beskyldt for, at hittet ’Stay with me’ mindede for meget om den amerikanske sanger Tom Pettys sang ’I won’t back down’ fra 1989.
Derfor havde de to sangere indgået et forlig uden om retten, hvor 12,5 procent af indtjeningen fra sangen skulle gå til amerikaneren. Derudover skulle Tom Petty og sangskriver Jeff Lynne krediteres som medforfattere.
Sam Smith sagde, at lighederne mellem sangene var en uheldig tilfældighed, og Tom Petty udtalte, at han anerkendte, at sådanne tilfældigheder sker i musikbranchen.
Vandt Oscar for Bond-sang
I 2015 modtog Sam Smith en af de helt store blåstempler i musikbranchen, da de fik æren af at skrive en sang til en James Bond-film.
Deres sang til filmen ’Spectre’, ’Writings on the wall’, vandt både en Golden Globe-pris og en Oscar-statuette for bedste originale sang i 2016.
Med sine i dag tre albumudgivelser, den seneste ’Love Goes’ i 2020, har Sam Smith i alt solgt 30 millioner eksemplarer.
Sidstnævnte album var oprindeligt navngivet ’To die for’, men på grund af coronapandemiens konsekvenser valgte sangeren at ændre titlen på albummet, som blandt andet indeholder hitsinglen ’Dancing with a stranger’.
fortsæt med at læse
Sam Smith er et helt vildt sted i deres karriere, og nu kan man også høre det i deres musik
-
Diskussionen om kønsneutrale stedord: Det er som at insistere på at kalde nogen Lars, selv om vedkommende hedder Peter
-
Mød min far, hun er skidesjov: Hvad er det egentlig, folk er bange for, når de hidser sig op over kønsneutralt sprog?
-
Det er ikke let at være Sam Smith – eller at skulle høre på det




























