Første gang jeg satte Karen Mukupas fjerde album, ’Bonobo’, på, var solen lige brudt igennem vinduet efter det, der føles som måneder med stiv kuling og mentalt gråvejr, men jeg havde det også, som om Karen Mukupa stod uden for vinduet, nede på gaden og råbte til mig, at jeg skulle se at komme udenfor i solen og tage alt det grå med.

Albummet begynder med sangen ’Indadtil’, hvor hun vender vrangen ud, inhalerer modvind og blæser på det hele. Karen Mukupas musik føles som sange fra en ærkekøbenhavner, der går fra Vesterbro til Christiania og både råber og småsludrer sig gennem byen.