Af en eller anden grund skal Caroline Henderson stadig forklare, hvordan hun dog kunne finde på at skifte sin karriere som popdiva ud med tilværelsen som jazzsangerinde. Selv om hovedpersonen tydeligvis for længst er langt videre i en forrygende historie om lige præcis den udvikling, man så ofte savner hos andre kunstnere. Eller for den sags skyld alle os andre almindelig dødelige. På sit syvende soloalbum – nummer tre i jazzperioden – hopper Caroline Henderson endnu længere ind i det kunstneriske frirum, hvor genrer og grænser ophæves. Det vil sandsynligvis give hug fra jazzmiljøet og måske endda koste kredit hos dem, der foretrækker et mere stringent udtryk. Alle andre kan så til gengæld nyde en sangerinde og nogle musikere, der har lyst til at danse i samtlige sale, bare musikken spiller og skaber stemning. Det gør den trods udtrykkets spændvidde hos Caroline Henderson og hendes hårde kerne: pianisten Jesper Nordenström, bassisten Anders Christensen og trommeslageren Kresten Osgood. Med lige dele drive, dynamik og drømmeagtige kollager formår de albummet igennem at skabe et livligt og varieret spil under den jazz, der ifølge den talte introduktion ikke er andet end soul. Det kan der være noget om, i hvert fald i Caroline Hendersons univers, hvor tilgangen til begge de gamle, sorte genrer, er moderne og fordomsfri. Hun spænder uden problemer over ’Falling In Love Again’, som Marlene Dietrich i sin tid gav udødelighed i filmen ’Die Blaue Engel’ til jazzschlageren ’The Crying Game’, som også Boy George har begået en fin version af. Caroline Henderson indleder den som en pulserende dansevise for at lade desperation og tempo accelerere frem mod en hudløshed og nogle skrig, kollegaen Annisette næppe kunne præstere bedre. Næste sang er den snurrigt forførende popsang ’Sugar’, man let kan blive forelsket i. En forunderlig behandling af en jazzstandard fra 1920’erne. Hos den sørgeligt underkendte, amerikanske sangerinde og sangskriver Meshell Ndegeocello har Henderson fundet den mistrøstige ’Outside Your Door’ og mere mesterlig melankoli er der i Tom Waits-fortolkningen ’Nobody’. Rigtig, klassisk og gennemført jazz når Caroline Henderson først frem til på albummets sidste fire sange, der indledes med en blændende duet ’What A Little Moonlight Can Do’ fra Billie Holidays katalog. Caroline Henderson synger den med fynd og synd sammen med veteranen Rockie Charles, så dansebulen nærmest emmer af New Orleans. Punktummet sættes smukt og nedtonet med balladen ’Everything I Have Is Yours’. Da har vi så også været vidt omkring i Caroline Hendersons rejsebagage. Vi er blevet berørt, har smilet og danset. Meget bedre kan man næppe begå sig i grænselandet mellem pop, rock, electronica og jazz. Et imponerende album – i øvrigt i smuk og smagfuld indpakning – fra en sangerinde, der for alvor folder sig ud som kunstner, men ikke kan løbe fra, at hun er en vaskeægte diva.