Efter eget udsagn havde hun lidt ondt i maven forud for den første koncert med det forrygende nye album, ’Love Or Nothin’ i ryggen, Caroline Henderson. Men det gik heldigvis over allerede i løbet af den stærke åbning med Tom Waits’ ’Nobody’ og ’Wild Is The Wind’, hvor Caroline Henderson med pludselig intensitet i sit vokale foredrag fik skreget til den tætpakkede sal, at det her altså ikke ville blive en aften med pæn taffeljazz. Det lettede åbenbart. »Det burde jo være hjemmebanen her i Jazzhouse, og det er det også nu. Hvor er det fedt!«, råbte denne rent ud skrevet fuldstændig vidunderlige kvinde hen over stole, fadbamser og klapsalver. Mod stjernerne Frem mod midnat fulgte en koncert, der vel bedst kan beskrives som en slingretur mod alle oktoberhimlens stjerner udenfor. En aften med afveksling og talrige højdepunkter med en sangerinde, der virkelig har fundet sig selv og høstet stor selvtillid i det blandede repertoire med afsæt i jazz og et band, som på sin egen afslappede måde besidder intet mindre end verdensklasse. Klædt i stram sort t-shirt og ditto blå jeans, løftet op af stilethæle var der ikke antydning af kruk eller verdensfjern diva over Caroline Hendersons entré. Tværtimod er sangerinden tydeligvis en af gutterne i bandet med masser af rå jokes mellem sangene. Omvendt er den tidligere popstjerne ikke bleg for at vende rumpen til sit publikum og vrikke en fejende tur hen over scenen, hvis det er det, der skal til for at slippe musikkens indbyggede lidenskab løs.
Fabelagtig, hatteklædt rytmegruppe
For det løsslupne er selve løsenet til Caroline Henderson og hendes kvartet, der både udmærker sig ved at blæse højt og flot på grænser og genrer, og ved at musikerne får lov at spille igennem og bygge videre på sangenes struktur, så det er en ren fryd. Alene den hatteklædte rytmegruppe, I guder!
Trommeslageren Kresten Osgood formår at lægge en på en gang tilbagelænet og vild puls under hele baduljen med sit inciterende spil, Anders Christensens bas er hele tiden robust til stede, blander sig i spillet over hele banen med vilde dribleture for til sidst at få melodien på plads igen. Oven over det fræser Nikolaj Hess med sit energiske pianospil og de mindst fesne keyboards i verden, så Paulo Russo ’bare’ skal give musikken sære farver med sin trompet og bandoneon (den harmonika, man bruger i tangomusik) i eksempelvis den blændende udgave af ’Go Away Little Boy’. Caroline Henderson synger sangen med glødende farlighed som den erfarne kvinde, der både lokker og tirrer den uskyldige ungersvend, mens hun viser ham vintervejen.
