De skæve sangskrivere har oplevet en gevaldig renæssance. Nørd-trubaduren med en værktøjskasse fuld af mærkelige lyde, en skrammet guitar under armen eller måske en spandfuld vaklevorne tangenter. Tom Waits og Beck rager på hver sin side måde op, men viften strækker fra Eels via Bright Eyes, Sufjan Stevens og blandt mange andre til den på alle måder specielt anrettede Daniel Johnston.
En af de senere års mest markante mentalsolister er M. Ward. En særlig sjæl fra Portland, der debuterede ved årtusindskiftet, men for alvor stiftede fanskare med de to fine udgivelser ’The Transfiguration of Vincent’ (2003) og især ’Transistor Radio’ fra 2004. I de senere år har Ward været en gennemgående figur i de hippe miljøer omkring folk som Daniel Johnston, Bright Eyes og White Stripes, og han har høstet ære som producent på Jenny Lewis’ solo-debut, ’Rabbit Fur Coat’. De mange nye legekammerater har til dels lokket M. Ward ud i lyset. Hans femte album, ’Post-War’, er ganske vist som ’Transistor Radio’ snedkereret hjemme i drengeværelset i Portland, men så mange musikalske gæster er droppet forbi, at han kalder det sin første band-plade.
