Hvis Tori Amos var mere optaget af at få sine melodier på plads og også lidt mere præcis og økonomisk med sit sprog, ville hendes nye album være interessant hele vejen igennem. Men skarpt fokus er ikke typisk Amos. ’American Doll Posse’ er hendes 9. studiealbum. Ligesom en del af de tidligere indeholder også det nye nogle kedelige sange og er så storblomstrende ordrigt, at det er lige ved, man ikke orker at lytte sig ind på samtlige 78 minutter.
Sandsynligvis er det udmattende ved den nu 43-årig Amos’ musik en forklaring på, at hun ikke længere er så central en skikkelse på rockscenen. Kun hendes første to album, ’Little Earthquakes’ fra 1992 og ’Under the Pink’ fra 1994, var ret stramt og almindeligt udført. Derefter stak hun af fra konventionerne og blev en ornamenterende vild tekstforfatter og pianist. Hvilket altså ikke udelukkende var dårligt.
Selvskolet feminist
For der er jo en årsag til, at nogle alligevel ikke kan lade være med at arbejde sig ind på et nyt Tori Amos-album. Og affinder sig med, at hun åbenbart ikke længere vil lave en bedre afrundet og klarmælet singer/songwriter-plade. Selv om hun ville sælge mere, hvis hun kasserede numre, der lyder som sære pasticher eller står stille og i øvrigt ikke kan fattes i dybden, medmindre man læser både teksterne og de hjemmetænkte, teoretiske afhandlinger, der efterhånden følger med alle hendes udgivelser.
Nå. Det var jo ikke meningen kun at fortælle om den del af ’American Doll Posse’, hvor amerikanske Amos bliver for meget eller for lidt. Men når nu vi alligevel er der: ’Mr. Bad Man’ lyder som en naiv kabaretvise for legetøjsinstrumenter. En håndfuld numre i rap lyder som fyld, denne her lagkage med fordel kunne have været foruden.
Og så skal man have meget god tid eller være småforelsket i den rødhårede præstedatter fra Maryland for at dykke til bunds i den bibelske symbolik, de impressionistiske samfundsbeskrivelser og gradbøjningerne af mandlige møgsvin i hendes univers. Tori Amos er selvskolet feminist, og hendes ærinde på ’American Doll Posse’ er at fortælle om den kvindelige mangfoldighed. Det gør hun indimellem blændende.
Én mangesidet dame
For at illustrere og komme ud over stereotype forestillinger om kvinden har hun opfundet fem fiktive kvindeskikkelser, der synger hver deres sange på ’American Doll Posse’. Fordi de alle sammen synges og spilles af Tori Amos plus band, kan man ikke høre forskel på dem og oplever dem i stedet som én mangesidet dame, og det er jo det, der er hensigten.
Hver for sig har karaktererne med kælenavnene ExpiraTORIal, SanaTORIum, CliTORIdes, HisTORIal og TerraTORIes nogle træk, der læner sig op ad stereotyper. En er intellektuel, en anden er skræmt og overfølsom, en tredje er krigerisk energisk, en fjerde er sensuel og en femte er en drengepige. Men Tori er i dem alle og omvendt.
Hver kvinde er unik, men ingen kvinde er kun mor, hore, ung, gammel, sexet eller klog. Alligevel bliver piger og kvinder stadig ofte castet til at udfylde 1 dimension, mener Tori Amos. Sådan har det været, mindst lige siden nogen skrev den bibel, der af nogle den dag i dag bruges som et patriarkalsk, reaktionært, politisk redskab.
Stemme så blød som silke
’American Doll Posse’ åbner med en drilsk mild og fin sang om nutidens højreorienterede, bibelstærke bølge i Amerika. Her balancerer Tori Amos fornemt mellem ægte forstemthed og satire, mens hun synger om »the madness of King George«.
Også sydstatspigens frigørelse fra patriarken i ’Big Wheel’, den fuldfedt instrumenterede ’Bouncing off Clouds’ og den misbrugte kvindes anfald af vrede i ’Fat Slut’ (»go stick it in somewhere«) er opmuntrende skarpe bud på forskellige sider af samme kvindesind. Spillet på akustiske og elektriske klaviaturer samt slagtøj, bas, guitarer, strygere med mere og sunget af en stemme så blød som fed silke.
14-15 af sangene på ’American Doll Posse’ er rigtig gode. Resten er ikke gode nok. Heldigvis er 15 sange pænt mange, og iPod’en og andre måder at redigere musik på er opfundet. Nogen metervaresangskriver bliver Tori Amos nok – heldigvis – aldrig.
