Både i ord og musik er den direkte og ukunstlede henvendelse den store styrke på Nikolaj Rysagers solodebut. Uden så mange dikkedarer og i øjenhøjde med situationen synger sangeren fra Monopol med udgangspunkt i hjemstavnen ved Præstø Fjord om et Danmark, hvor drømmene klirrer om kap med ølflaskerne. »Jeg sidder alene på havnen i nat/ for der er ingen kuttere tilbage/ De blev taget med storm da fiskene forsvandt/ der var ingen steder at klage«. Der kan ligge mange lag af desperation og resignation i sådan en konstatering. For hvor skal man klage sin nød, når ’plejer’ er død? Noget tilsvarende gælder ’Langt fra paradis’, der er en fornemt formuleret lille socialrealistisk kærlighedshistorie. Vor helt er røget på druk og bliver fristet af en sød pige i baren. Ikke så meget fordi han har ubændig lyst, som fordi hjemmefronten er gået hen og blevet en koldfront. »Du har lagt mig på is/ Lalalalala/ Vi er langt langt væk fra paradis«.

Velformuleret og indforstået
Det kræver hår på brystet, at turde gå så tæt på det banale og slippe fra det med troværdigheden i behold. Nikolaj Rysager gentager kunststykket på ’Du holder hånden over mig’. Et uroligt hjerte som søger tilflugt i værtshusets dulmende, men også dobbeltbundede ro, er et tema Rysager forholder sig velformuleret og indforstået til.

Bedst er de mange lettere overrislede jeg-fortællinger fra det danske parforhold, hvor skeletterne måske nok rasler i skabet, men på en god dag gør det i en rytme, så varmen breder sig og der bliver plads til en ublufærdigt småforelsket sag som ’Snefnug’.

’Stjernenat’ er som selvportræt af en musiker på turné langt over normal standard. I stil med en amerikansk sangskriver som Willy Vlautin fra Richmond Fontaine mønstrer Rysager glimrende iagttagelsesevne og empatisk interesse støbt i slagfaste ballader.

Det gælder både portrættet af den frustrerede slagsbror i ’Havnefest’ og dobbeltportrættet af den hjemløse Reno og den på sæt og vis lige så ensomt flagrende Lillian fra Guldkortets Holte i ’Lillian og Reno’. Ikke opsigtsvækkende Som der står et andet sted – og det kan læses både som romantik og kritik – »begynder dagen kun for folk med fuldtidsjob«. Det ene spor er sangene om mand fra Præstø, der skal finde ud af det med kvinden, øllerne, musikken, provinsen og børnene. Det andet spor er et socialt engagement, der foruden den enormt iørefaldende ’Lilian og Reno’ også repræsenteres af prostitutionsportrættet ’Maria Kirkeplads’. Svagere står en sang som den mere bastante ’Engel i satans tøj’. Så snart teksterne er mindre end optimale bliver man mindet om, at vokalisten Nikolaj Rysager nok er velfungerende, men ikke er et opsigtsvækkende talent i samme målestok som sangskriveren af samme navn. Et par smut