60’er-begrebet ’supergruppe’ fik en usædvanlig uhøjtidelig betydning, da The Traveling Wilburys i 1988 med et fiffigt smil tog hitlisterne med storm og swing. Medlemmerne hørte til rockmusikkens største og mest berømte navne. Men fra første færd sørgede George Harrison, Bob Dylan, Roy Orbison, Tom Petty og Jeff Lynne for at tage ethvert opgejlet overtryk af projektet.
Ved at iklæde sig et muntert alias som den omrejsende musikalske Wilbury-familie var der sat en tyk streg under den uforpligtende trubadurhygge. Der var dømt frikvarter og lun slyngelstue i selskab med Lucky, Otis, Lefty, Charlie T. Jr. og Nelson Wilbury. Alligevel – eller måske netop derfor – blev gruppens første album en stor kommerciel succes. Afslappet charme Genhørt små 20 år efter må man konstatere, at det er de selv samme afslappede kvaliteter, der er musikkens mest charmerende dimension. Det er enkle sange, der for de bedstes vedkommende uden dikkedarer går lige til sagen og i hjertet med træsko på. Sange, som fungerer i sammenhæng, men på skift fremhæver de enkelte medlemmers stil og vokale karakteregenskaber.
