Da Sinead O’Connor for tyve år siden debuterede med albummet ’The Lion And The Cobra’ skabte det enorm opstandelse. En ny kvindelig frelser af den stadig mere dekadente og oppustede 80’er-pop syntes at være født i skikkelse af den karseklippede, men smukke irske kvinde med den intenst fortryllende stemme og en altid blottet musikalsk nerve. Tre år senere lod Sinead O’Connor tårerne trille i sin version af Princes ’Nothing Compares 2 U’, der simpelthen blødte igennem alle former for beskyttelse og fortrængninger. Den på en gang rå og følsomt skælvende prinsesse var nu nærmest regent i poppens rige.
Den akustiske session bedst
Men ak og ve. Snart slog O’Connors genstridige irske natur igennem. Under en koncert i USA rev hun et fotografi af paven i stykker og blev lyst i band. Omstridt og fortumlet tog hun flugten ind i ægteskab, barnefødsel og en lang periode med ujævne plader med keltisk folkemusik og reggaeflirt.
For først nu for alvor at vende tilbage med dette dobbelte album med hovedsagelig nykomponerede sange, indspillet i to versioner. Hvoraf det så afgjort er sessionen hjemme fra Dublin, hvor Sinead O’Connor med den stadig lige dele sårbare og stolte vokal kun akkompagneres af en akustisk guitar, der er den bedste.
Her står de enkle, prunkløse sange stærkest med vuggevisen ’Dark I Am Yet Lovely’, ’If You Had A Vineyard’ og ’We People Who Are Darker Than Blue’ som højdepunkter.
