Ligesom man gik og troede, at den London-baserede klubgenre grime var en langsomt nedadgående musikstil, kommer ghettokongen Dizzee Rascal og blæser nyt liv i kældermusikken. Den urbane, højtempo rapbaserede musik har ellers sejret ad helvede til fra 2000 til nu, hvor grime-musikken er i gang med at transmogriffe sig over i den allestedsnærværende dubstep, der har indtaget dansegulvene fra Manchester til Århus Midtby. Uro i undergrunden På toppen af grime-kransekagen sidder rapperne og arvefjenderne Dizzee Rascal og Wiley, der spillede sammen i det Østlondon-baserede band Roll Deep Crew, men blev uvenner og siden har kæmpet om undergrundens kærlighed og anerkendelse. Dizzee Rascal udgav som 18-årig sin solodebutplade, ’Boy in Da Corner’, i 2003 – en spartansk og dyster grimeplade, der skaffede ham den prestigefyldte Mercury-pris for ’bedste album’ det år.
For selv om man er fra ’East End’, kan man godt trykke ’Fast Forward’ til karrieren. Ghettodrengen Dylan Mills, som han hedder i tandlægejournalen, var opvokset i socialt boligbyggeri hos en enlig mor, smidt ud af utallige skoler og med en spirende kriminel løbebane. Alligevel fik han lige præcis det, som mange af slummens musikalske sønner og døtre drømmer om: det store gennembrud. Engelsk modsvar til amerikansk rap-dominans Året efter fulgte Dizzee op med albummet ’Showtime’, der også fik flotte anmeldelser og fastslog den unge ghettoprædikant som Englands modsvar til den amerikanske rap-dominans. I Dizzee Rascals version blev rappen nemlig blandet med grime, garage, masser af elektroniske elementer såvel som dobbelttempo rap og fart over feltet. Siden har der været stille fra den engelske undergrundsstjerne. Og i mellemtiden er hans musikgenre grime igen gledet væk fra hitlister og ned i beton-vækstlaget, hvor det hele startede med piratradio og undergrundsfester. Dizzee Rascal har haft travlt med at lave sit eget pladeselskab, Dirtee Stank. Men med den folkeskole-klingende albumtitel ’Maths + English’, sætter Rascal igen lyden af UK-grime på skemaet. 21 år gammel og allerede en garvet mester inden for sit felt. Fabelagtig og træfsikker Dizzee Rascal er stadig en fabelagtig vokalist. Og han er tydeligvis blevet både ældre og mere træfsikker siden de to første udgivelser. Rascals tredje album er på mange måder hans mest vellykkede og mest alsidige – fra old schoo-historiefortælling i den heavy metal-dominerede ’Sirens’ med politisirener og stampende politistøvler til lyden af knive, der hvæsses på ’World Outside’ over forførende pop på ’Wanna Be’ med den jævnaldrende anmelder-darling Lily Allen på besøg. Samme Allen giver i øvrigt Rascal kam til sit hår med linjer som: »What do you know about being a hard man?/ Your mum buys your bling«. Underholdende, men hårde slag for en machomand fra ghettoen. Men inde bag de mange gadehistorier gemmer sig også en stor, hormonplaget dreng, hvilket kan høres på drum and bass-nummeret ’Da Feelin’: »Summer in the city/ Such a very special time/ If you put aside the traffic, air pollution and the crime/ You’ll be pleased to be reminded/ That the girls are looking fine«. Det nummer må blive årets sommerklubhit og udfordrer kraftigt Jazzy Jeff & the Fresh Princes klassiker ’Summertime’. Mindre snobbet og mere helstøbt cockney-rapper Dizzee Rascal flirter også med den funky amerikanske sydstatslyd, som vi kender fra f.eks. Outkast og har endda Arctic Monkeys’ Alex Turner med som omkvæds-sample på ’Temptation’ – et nummer, der ligesom den stupide ’Suk My Dick’ trækker ned i et ellers højt niveau. Det er altså en mindre kategorisk og undergrundssnobbet musiker, vi har med at gøre denne gang. Men også en mere helstøbt cockney-rapper, der til tider lyder humoristisk som Ali G og andre gange som en rasende revser af musikbranche, politi, konkurrenter og alle de andre røvhuller. Grime er kommet for at blive. Og Dizzee Rascal er genrens fødselshjælper, redningsmand og vanvids-Georg Gearløs.
