Med ’This Is Hardcore’ fra 1998 komponerede Pulps forsanger Jarvis Cocker i britpoppens intelligente og kyniske svanesange om heftigt konsum af stoffer og overfladisk forbrug af sex i kulturen.
Elorgler og kirkeklokker
På Pulps konceptuelle album kunne Cockers tungt bebrillede klogskab sommetider komme arrogant til udtryk. Noget af det overlegne er væk, når han nu på soloalbummet ’Jarvis’ undlader at gennemskrive én samfundsreflekterende idé og i stedet leger genbrugende med sine inspirationskilder.
Usammenhængen mellem numrene minder om i 60’erne, hvor det var almindeligt at lave album bestående af et dusin korte og indbyrdes uafhængige sange, der alle havde den radiovenlige singleplades iørefaldende præg. Romantisk croonerpop, sexet glamrock og rock’n’roll afløser hinanden. Ray Davies, David Bowie, Bryan Ferry og i det hele taget britisk rocks arvesølv ligger tydeligvis i sangenes gener, selv om Cocker har givet dem sit personlige, filmiske præg ved at hælde tykke lag af fede elorgler, jublende blæsere, varslende kirkeklokker og rumlende torden ned i musikken.
Sushi, steg og is
’Jarvis’ er et velstruktureret og velformuleret udspil, hvor man gennem arrangementernes dramatik og omkvædenes næsten reklamevenlige gennemskuelighed aner en voyeur, der med alderen og popstjerneerfaringerne er rundet og modnet som en gylden, vellagret whisky.
Stærk og skarp er Jarvis Cocker stadig, men ordene er blevet enklere, og nødvendigheden af ømhed kendetegner nogle af sangene. Enkelte melodier er så bløde, at de sjovt nok lyder som sushigenerationens svar på forældrenes soundtrack til suppe, steg og is. Men det er med vilje, og det fungerer.
fortsæt med at læse
