En særlig transparent hudløshed. En lethed som den, der med brisens opdrift bærer de små paraplyer ude i verden, når man har pustet til en mælkebøtte. I samspil med en forfærdelig tyngde, som var sjælen en fortabt gangster med fødderne støbt i cementsokker. Lise Westzynthius insisterede selv på den håbefulde fortolkning af det paradoksale forhold mellem lethed og tyngde med sin foregående albumtitel: ’Rock, You Can Fly’. En dynamik mellem modsætninger, som Westzynthius fører langt videre på sit tredje album, ’Siberian Mission’. Hvilket slet ikke er let, når man har meget af den samme halsbrækkende sårbarhed som rockens nydefinerende kvinder P.J. Harvey og Cat Power uden at være pansret med disses udfarende kræfter.
Tungsindig slow-pop
Stemmen som et sindbillede på støvregn er denne gang endnu mere forsvarsløst udstillet, men musikken er mere bredtfavnende og farverigt iscenesat. Der er stadig en grundlæggende præference for lo-fi følsomhed, men lyden er denne gang blankere, flottere og musikken langt mere afvekslende på en plade, hvor gamle og nye bekendtskaber som Nikolaj Nørlund, Casper David og Moogie Johnson bliver sat i stævne.
’Siberian Mission’ er Lise Westzynthius’ tungsindige slow-pop, der lyder, som om den nu gerne vil sprænge den spændetrøje, som et veldefineret stilistisk udtryk kan være. Sammenlignet med hendes første plader er ’Siberian Mission’ en diskret, kosmisk eksplosion, der fra et veldefineret centerpunkt sender sit stof ud i alle retninger.
Nye facetter Med en halv Gangway-genforening i skikkelse af producer & guitarist Henrik Balling og sangeren Allan Jensen bliver ’Soldiers’ en popsang, hvor man næsten kan høre de mikroskopiske partikler af fugt og åndedrag i stemmerne. Som man på ’Goodly Guardian’ kan høre tungen slå sit lillebitte klik dernede, hvor sprogorganet fæstner i halsen og gør det muligt at synke en ekstra gang. En stemningsfuld kabaret-agtig lyd og en ny sans for temmelig voldsom romantisk schwung udstiller overraskende nye facetter af Lise Westzynthius på ’Captive’, ’Long Dark Night Of The Soul’, den minimalistiske spøgelsestango ’The Fallen’ og ’Bechstein My Ass’, hvor komponisten med klædelig arrigskab og frustration giver sit genstridige piano tørt på med pompøst vid.
