Har postrocken som genre mere eller mindre udspillet sin rolle, viser Mogwai på 'Mr. Beast' sig som post-post-rockband at være et væsen i stadig udvikling. Det genkendelige dobbeltspor fra abstrakt postrock og frådende støjrock bliver på 'Mr. Beast' overraskende og overbevisende broderet sammen med elementer fra et næsten countryinspireret univers. Eskalerende fra en enkel og smuk pianofigur udvikler åbningsnummeret 'Auto Rock' sig til et pompøst stykke bimlende og bamlende musik, der ikke har det fjerneste med rock at gøre. Et spor gruppen følger flot op på den brystkassesvulmende, grandiose og alligevel inderlige komposition 'Friend of the Night'. Rock har til gengæld 'Glasgow Mega-Snake', der kommer brusende lige i hælene på 'Auto Rock' og monumentalt folder støjrockens faner ud, så både My Bloody Valentine og Sonic Youth ville knibe en tåre ved lyden af læredrengenes udfoldelser på guitarens strålende huggeblok. At der er noget helt nyt under opsejling åbenbares på 'Acid Food', hvor postrock, country og technopop samles til noget af det mest inspirerende miskmask på denne side af Beck. Yderligere understreges Mogwais enegang på 'I Chose Horses', hvor den japanske rocksanger Tetsuya Fukagawa snakker ind over et meditativt-melodisk forløb. Det ikke længere helt unge hold fra Skotland har altid været høje i hatten. At de også har noget i den høje hat, bliver 'Mr. Beast' et balanceret og nuanceret, men heldigvis alt andet end tempereret, bevis på.