Med 'Samme stofsom stof' udgiver Århus-oktetten Under Byen et album, der næsten egner sig bedre til udstilling på et museum for moderne kunst end til afspilning i en popradio. Ikke udelukkende fordi 'Samme stof som stof' er avantgardistisk rytmisk kompositionsmusik. Selv om det bestemt har betydning for, at Under Byen virker som kunstpop og ikke kun pop. Der er også noget andet, som gør 'Samme stof som stof' udstillingsegnet, og det i højere grad end det fire år gamle album 'Det er mig der holder træerne sammen'. Det gamle albums transparente stemninger og ørevenlige melodier er på nyheden generelt erstattet af en mere fysisk og visuel musik. Klaviaturerne er mindre fremtrædende mange steder, og melodierne er ikke så popnormale , hvilket måske hænger sammen med, at gruppens ene pianist og oprindelige hovedkomponist, Katrine Stochholm, har forladt gruppen. I stedet er Stine Sørensen kommet med på percussion, og det er i rytmesektionen, der sker afgørende meget mere på 'Samme stof som stof', end der gjorde på cd'er med Under Byen førhen. Faktisk spillesder fantastisk meget fantastisk musik på 'Samme stof som stof'. Under Byen bygger rytmisk stærke, stemningspirrende musikalske landskaber, man aldrig har set magen til før.At lære albummet at kende kan minde lidt om at flytte fra provinsen til hovedstaden. Fra overblik til kaos. 'Det er mig der holder træerne sammen' var en mere banal, Björkinspireret myte- og naturoplevelse i sammenligning med det nye album, hvor musikken er mere dyb og vild, og hvor de erotiske sansninger løber gennem sangene som stemninger spændende fra kontant, hård længsel til tindrende glæde. Fra begyndelsen sparkes der afstand til Under Byens tidligere mere yndige lyd med den insisterende trommeruskende, basrumlende og stemmeforvrængede 'Pilot'. Et akut fængslende nummer at åbne med, inden mere besværlige og spektakulære kompositioner foldes ud. Som 'Den her sang handler om at få det bedste ud af det'. Her arbejdes der i alle hjørner af sangen på stryger- og basstrenge, tangenter, percussion, knitrende lyde og Henriette Sennenvaldts hemmelighedsfulde stemme for at skabe en vekselvarm stemning i en sang, der måske handler om pædofili, måske handler om en ubehagelig pigefantasi. Det er ofte vanskeligt at vide, hvad Under Byen digter om. Teksterne er altid gennemtænkte og sommetider fortænkte. »Du var/ min pilot/ så pur når du skar himlen op/ under al den radar« er en kærlighedserklæring, der må have krævet grundig planlægning og ser voldsom ud på skrift. Omvendt fungerer sangstemmen og ordene fint som tilbagetrukne, integrerede dele af musikken, der i øvrigt ofte skifter tempo og styrke. 'Samme stof som stof' er en helt usædvanlig ambitiøs dansk popudgivelse. Er den så også gennemført vellykket? Den har i hvert fald bedre bund og mere substans end 'Det er mig der holder træerne sammen'. Blot er den indimellem så komplekst abstrakt, at man ikke kan se skoven - eller høre meningen - for bare træer. Det vil sikkert løse sig, hvis man ser dette her mærkværdigt bevægende band live. Om ikke på museum, så på en koncertscene.