Kan hænde, at det er så som så med troværdigheden, når en så erklæret popsangerinde som Christina Groth med en fortid i Sound Of Seduction og som Stina Stina drager til New Orleans for at indspille en plade med noget, der lyder som amerikansk roots musik, live i studiet. Ikke desto mindre er det, hvad Christina Groth og producergemalen, Chief 1 (Lars Pedersen) gjorde, lige før orkanen Katrina kom brølende i fjor. Og resultatet er absolut hæderligt. Groth, der tidligere først og fremmest har været en energisk, frisk popsangerinde, har i samspil med sine medbragte musikere fundet en ny inderlighed i både sine sange og sin vokal, selv om hun ikke er den Tina Turner, hun agerer som i 'A Bayou Tale'. Andre sange som 'Not Drowning', 'Shake My Soul' og 'Wounded Knees' er fængende energiske med sprød slideguitar og røvbalde-rytmik. Andre lyder derimod alt for meget som postkort fra en stærkt begejstret, musikalsk turist. Under alle omstændigheder er udtrykket, lyden og atmosfæren sært forældet. Kan hænde, at tiden har stået stille i studiet i Piety Street, men i Danmark er cowboystøvlen og dens musikalske slægtninge jo for længst gået af mode. Det kan undre, at en så kompetent og moderne medkomponist og producer som Lars 'Chief 1' Pedersen med egne rødder i hip hop ikke har forsøgt at definere de plørede sydstatsrødder op til nutiden? Det havde sammen med nogle lidt mere markante aftryk i selve sangene gjort Christina Groths album til andet og mere end en velment og veludført, men lidt overflødig hyldest til (stakkels) New Orleans.