0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

kritik Motörhead trumfer alt

De legendariske briter er overlegne på gruppens album nummer 26, der byder på klassisk rock af bedste skuffe.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
Albumcover
Foto: Albumcover
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Anmeldelser, cd-beat
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Hvordan gør man egentlig karriere i noget så flygtigt som rock? Er der nogen som helst chance for at følge med, især hvis man har placeret sig helt ude på den yderste, hårde fløj? Et godt sted at stille spørgsmålet er inde i selve det musikalske maskinrum hos Motörhead, som siden 1975 har leveret den ene detonation efter den anden til scenen.

Lige så vedholdende, stabilt og stensikkert som skattetrykket, efterårsregn, døden, nå ja, og amen i kirken er Motörhead. Med ’Kiss Of Death’ har den benhårde trio såmænd udgivet sit album nummer 26 på 31 år! Det imponerende er, at den nye skive rangerer blandt bandets bedste, et inspireret felttog mod pænhed, politisk korrekthed og kedsommelige manerer i rocken fra sanger, bassist og legende, 60-årige Lemmy Kilmister.

I selskab med sine to mest trofaste følgesvende, Phil Campbell (guitar) og Mikkey Dee (trommer) har Lemmy i de sidste ti år udgivet et nyt album med Motörhead hvert andet år med det nye opus som det mest melodiske og helstøbte. Med samme uhørte sejhed angriber manden, der slås med sin britiske landsmand Keith Richards fra Rolling Stones om æren at være selve definitionen på rock’n’roll, de 13 sange her. Alle pedaler og knapper er i bund på 11 af sangene. Kun på den næsten blide ballade ’God Was Never On Our Side’ med en harsk tekst mod religionens tvetungede prædikanter skrues der ned for styrken.

Emnerne er de sædvanlige: sex, kvinder, druk og verdenshistorien. Den har altid været en besættelse for Lemmy, der på ’Sword Of Glory’ advarer mod krig: »If you don’t know what has gone before/ you’ll just make the same mistake again/ Listen to the 100 million dead/ they didn’t know it, but they died for you«.

At det virker at holde fast i sin egen stil og virkemidler, er Motörhead måske rockens bedste bevis på. At kalde det konservatisme er en gigantisk underdrivelse, men virkningsfuldt er det. Gruppen fik således sidste år en amerikansk grammy og når Motörhead er så veloplagte som her, er det meget svært ikke at holde af den lille, larmende, men grundlæggende fredsommelige terrorcelle. Som Lemmy selv konstaterer i ’Going Down’: »We got all the aces and we got them up our sleeve«. Her bliver de spillet ud på en så uimodståelig måde, at Motörhead i den grad trumfer omgivelserne.

Prøv Politiken i 30 dage for kun 1 kr.

Få adgang til Politikens digitale univers, og læs artikler, lyt til podcasts og løs krydsord.

Prøv Politiken nu