Hvordan gør man egentlig karriere i noget så flygtigt som rock? Er der nogen som helst chance for at følge med, især hvis man har placeret sig helt ude på den yderste, hårde fløj? Et godt sted at stille spørgsmålet er inde i selve det musikalske maskinrum hos Motörhead, som siden 1975 har leveret den ene detonation efter den anden til scenen. Lige så vedholdende, stabilt og stensikkert som skattetrykket, efterårsregn, døden, nå ja, og amen i kirken er Motörhead. Med ’Kiss Of Death’ har den benhårde trio såmænd udgivet sit album nummer 26 på 31 år! Det imponerende er, at den nye skive rangerer blandt bandets bedste, et inspireret felttog mod pænhed, politisk korrekthed og kedsommelige manerer i rocken fra sanger, bassist og legende, 60-årige Lemmy Kilmister. I selskab med sine to mest trofaste følgesvende, Phil Campbell (guitar) og Mikkey Dee (trommer) har Lemmy i de sidste ti år udgivet et nyt album med Motörhead hvert andet år med det nye opus som det mest melodiske og helstøbte. Med samme uhørte sejhed angriber manden, der slås med sin britiske landsmand Keith Richards fra Rolling Stones om æren at være selve definitionen på rock’n’roll, de 13 sange her. Alle pedaler og knapper er i bund på 11 af sangene. Kun på den næsten blide ballade ’God Was Never On Our Side’ med en harsk tekst mod religionens tvetungede prædikanter skrues der ned for styrken. Emnerne er de sædvanlige: sex, kvinder, druk og verdenshistorien. Den har altid været en besættelse for Lemmy, der på ’Sword Of Glory’ advarer mod krig: »If you don’t know what has gone before/ you’ll just make the same mistake again/ Listen to the 100 million dead/ they didn’t know it, but they died for you«. At det virker at holde fast i sin egen stil og virkemidler, er Motörhead måske rockens bedste bevis på. At kalde det konservatisme er en gigantisk underdrivelse, men virkningsfuldt er det. Gruppen fik således sidste år en amerikansk grammy og når Motörhead er så veloplagte som her, er det meget svært ikke at holde af den lille, larmende, men grundlæggende fredsommelige terrorcelle. Som Lemmy selv konstaterer i ’Going Down’: »We got all the aces and we got them up our sleeve«. Her bliver de spillet ud på en så uimodståelig måde, at Motörhead i den grad trumfer omgivelserne.