Det er tre år siden, at Outkast revolutionerede hiphoppen. Sangen hed 'Hey Ya!', og i videoen optrådte rapperen André 3000 som et ungt (sort) Beatles i studiet til et 60'er tv-show, hvor han spillede alle instrumenter iført knivskarpe dengse-outfits, mens det kvindelige publikum skreg, som var Lennon genopstået. Det var aldrig set før. Det var rap, sang, energi, fest, attitude og mode i en pærevælling. Hjernen og det småtynde øl Med dobbeltalbummet 'Speakerboxxx/The Love Below' skabte rapperne André 3000 og Big Boi aka Outkast historie, som bandet, der nægtede at splitte op trods 'kreative uoverensstemmelser', men i stedet lavede en plade hver og udgav skidtet sammen. Big Boi's 'Speakerboxxx' var en stabil og traditionel hiphopplade, der kastede et pænt hit af sig med 'The Way You Move'. Men André 3000's 'The Love Below' var et fabelagtigt konceptalbum om rapperens møde med den store kærlighed. Det var kærligt, sjofelt, legende og kreativt, og det var præcis, hvad amerikansk hiphop trængte til. Samtidig afslørede det tohovedede album utvetydigt, hvem der var hjernen, og hvem der var det småtynde øl i det foretagende: André er wildcartet, det nytænkende geni, mens Big Boi er den stabile håndværker, en glimrende rapper, men heller ikke mere end det. Kan man så gentage sådan en succes? Tjoh, egentligt er det underligt, at de overhovedet forsøger og ikke bare går hver til sit. Musicalfilm En årsag til, at Outkast holder sammen, kan - ud over gammelt venskab - være, at de lige efter gymnasiet underskrev en pladekontrakt, der bandt de to på mund og hånd for seks album. Vi er nu nået til album nummer seks. Mon det bliver Outkast' sidste? Pladen, der bærer den særprægede titel 'Idlewild', fungerer som soundtrack til Outkast' længe ventede (eller truede ...) musicalfilm af samme navn, hvor begge musikere spiller bærende roller. Filmen har ligget klippet og klar i to år, men er blevet udskud gang på gang, og dermed albummet ligeså. Da filmen udspiller sig i en flække i 30'ernes spritforbudte sydstater, smitter det af på pladen, der - desværre! - er proppet med interludes med replik-konversationer fra filmen. Hvilket ikke giver nogen mening som almindelig lytter. Der er også en del brug af blues og jazz på pladen for at ramme tidsåndens musik, hvilket fungerer en del bedre. Sær plade Ligesom Outkasts forrige album er 'Idlewild' nærmest to plader i en. For de to musikere har delt numrene imellem sig, ud af 25 skæringer optræder de kun sammen på fire, resten producerer og fremfører de hver for sig. Det giver en lidt sær plade, fordi den vil så mange ting: Reklamere for en film. Holde sammen på et band, der reelt ikke har lavet musik sammen i seks år. Og måske bane vejen for to kommende solokarrierer. Falsk falset På åbningsnummeret 'Mighty O' rapper André 3000 over en nyfortolkning af Cab Calloway's klassiker 'Minnie the Moocher', der meget præcist rammer Cotton Club-30'er jazzstilen. André rapper som altid på sin helt egen og personlige måde, hvor han lægger trykket, hvor han vil i ordet, og for det meste slår over i sang med sin håbløst falske falset. Alene Andrés sang er nok til fire hjerter. 'Idlewild' er bedst, når André 3000 ikke bare synger og rapper, men især producerer, for han er en tryllekunstner bag en lydpult. Til tider lyder det som et cirkusband med trompeter og elefanttrut, andre gange som Prince på funk-trip og et par gange som indmaden af den blå vogn. Det er tydeligt, at André 3000 stadig spiller film på pladen, og gør hvad han kan for at lave show og filmstemning, mens Big Boi gør, hvad han kan for at lyde som en almindelig rapper. Skilsmisse på vej Det skurer i ørerne, at Outkast ikke kunne blive enige om en stil på pladen, men på den anden side svinger det alligevel på sin egen skizofrene måde. Der foregår nogle stilistiske skift på denne plade, som ville være utilgivelige i andre sammenhænge, men som på en eller anden måde fungerer for Outkast. Det er noget, de kan. Måske kommer det af de mange år 'sammen' på randen af skilsmisse? Outkast slår allermest gnister på de få skæringer, hvor de samarbejder om et nummer som på 'Morris Brown', 'Mighty O' eller mambo-jazz-rapsangen 'PJ & Rooster'. Når de enes, opstår noget sjældent og fint. Skilsmissen mellem de to synes uundgåelig, men man har vel lov at foreslå lidt parterapi?