Inde bag maskerne og de provokerende effekter er amerikanske Slipknot et af de mest velspillende og opfindsomme bands i den tunge ende af rocken i disse år. Derfor er det ikke i sig selv overraskende, at sanger Corey Tayler og guitarist James Root er i stand til at levere en absolut gedigen opdatering af genrens dyder i deres fritidsband, Stone Sour. Men at det er så godt som på gruppens andet album, 'Come What(ever) May' er trods alt en overraskelse. Melodierne er bedre, sangerne mere helstøbte og selvtilliden langt større end på den fire år gamle debut, 'Get Inside'. Fra første sang, '30/30 150', er Stone Sour i flæsket på den siddende regering i USA med hårde riffs, dobbelt bulder fra to stortrommer og et iørefaldende omkvæd. Der er flere politiske tæsk til George W. Bush i titelnummeret: »You're still the rapist of an entire nation/ You wanna be The Man? You gotta BE a man«, inden 'Hell & Consequenses' demonstrerer, hvor enkelt fængende rock også kan lyde. På 'Sillyworld' lyder gruppen næsten som Pink Floyd, og endnu en sang i den stille ende, 'Through Glass', lyder som et oplagt radiohit fra den tunge rock, der ellers har svigtet det medie i en rum tid. Albummet har endnu to stærke sange, 'Cardiff' og den personlige ballade 'ZZYXZ Road' om at gå helt ned mentalt. En rørende og smuk sang på et overbevisende rockalbum, der ikke holder sig tilbage fra hverken storpolitik eller psykisk sygdom.
Hårdt og overbevisende
Lyt til artiklen
