Har ideen været at lave et album lige så intenst som en naturalistisk udgivelse fra Bonnie 'Prince' Billy? I så fald lykkes det ikke for Grant-Lee Phillips på coverudgivelsen 'Nineteeneighties'. Men det lykkes til gengæld desværre at lave R.E.M.s rastløse, åbne, hjertestikkende countryrocksang 'So Central Rain' fra 83 om til en begravelsesvise. Der er i det hele taget for få spændinger i både sangforedrag og musik, når Phillips synger sange som 'Age of Consent' (New Order), 'The Eternal' (Joy Division), 'The Killing Moon' (Echo & The Bunnymen) og 'City of Refuge' (Nick Cave and The Bad Seeds). Det er klassiske rocknumre fra 80'erne, Grant-Lee Phillips holder af. Måske behandler han dem for ærbødigt. I hvert fald er de underligt døde mange steder og derfor ikke i nærheden af at være lige så interessante, som de oprindeligt var. Kun en folkloristisk gyngende udgave af The Pixies' 'Wave of Mutation' bryder for alvor med den mangel på dynamik, som kendetegner de triste fortolkninger. Hans eget guitar- og tangentspil ligger for tæt op ad sangstemmens stemning, og som solist er han denne gang meget langt fra den frodige folkrock, han spillede i bandet Grant Lee Buffalo i 90'erne.