Heller ikke denne gang kan man beskylde et nyt album fra Sonic Youth for at føje afgørende nye facetter til billedet af det efterhånden 25-årige støjrockband fra New York. Til gengæld har 'Rather Ripped' en klarhed, en friskhed og en umiddelbar styrke, der gør albummet til et af gruppens bedste. Måske fordi Jim O'Rourke, der en kort overgang var medlem nummer 5, atter er ude af billedet, har resten af Sonic Youth fundet sammen om sine klassiske dyder. En rastløs og alligevel meditativt dvælende rejse i sonisk guitarrock. Den vilde eksperimenterelyst er tøjlet, men ikke tæmmet af for stram melodisk disciplin. Her er det enkelte nummer både proces og resultat. Eller sagt på en anden måde: Efter sidste tone mærker man stadigvæk, det lever i disse lydskulpturer skabt af lige dele inspiration og instrumentalt kviksølv. Men numre er det alligevel. Klart definerede. Lige til at slubre i sig med øresneglen. Ingen af numrene på 'Rather Ripped' får lov til at syre til, men syrede er numrene ikke desto mindre i sjæl og fiber. På et tidspunkt, hvor Sonic Youth som forbillede dukker op rigtig mange steder hos helt unge bands - også på vore breddegrader - har gruppen med den usvigeligt autonome kurs formået at levere den ægte vare. Midt mellem eksperiment og melodi har Sonic Youth valgt at udlevere sig selv i renkultur og klassisk holdopstilling: Thurston Moore, Kim Gordon, Lee Ranaldo og Steve Shelley. Nogle gange sker der noget underligt: Står man stille og holder på sit, mens verden farer forbi, viser man sig at være dén, der er i den sande bevægelse. Straks Kim Gordons køligt-støvede stemme åbner med 'Reena', bliver man mindet om, at når Sonic Youth er bedst, er cool rock ikke en livsstil, men en kunstart. En rockmusik, hvor guitarens lyd, rytmegruppens puls, teksternes referencer til musikken som liv og livet som musiker smelter sammen med pulsen i storbyens gyder og gallerier. Det er særlig udtalt på Thurston Moores bidrag, hvor teksternes impressionistiske flimren og musikkens ekspressive karakter ekstremt levende søger hinanden i sulten symbiose. 'Rather Ripped' er gennemført melodisk uden det klichéfyldte og effektjagende popelement, som begrebet ofte indebærer. Det er ikke popsange. Det er udladninger med melodisk tekstur. Gruppens ultimative mesterværk 'Daydream Nation' fra 1988 kan 'Rather Ripped' ikke bide skeer med, men mindre kan i høj grad gøre det denne gang. Især når man tager i betragtning, at gruppen indimellem har lavet plader, der har lydt lovlig meget som stiløvelser. Men 'Rather Ripped' har faktisk meget af den samme nerve som 'Daydream Nation'. Forskellen er, at hvor man dengang var ude på de vilde vover, trawler man nu i moden fordybelse igennem relativt velkendte farvande. Men det føles som nyt. Det resulterer i den lige så blide som brændende 'Incinerate' og den næsten Lou Reed'ske 'Sleeping Around'. I det hele taget er 'Rather Ripped' en af de Sonic Youth-plader, der mest konsekvent i hver eneste fiber emmer af New York. Komponeret, indspillet, tænkt og følt i New York. Var det »Right on !«, man sagde?