Som musikalske tvillingesøstre til Thelma og Louise pakkede Dixie Chicks for tre år siden, den gamle truck, skruede cowboyhatten ned i panden og forlod deres landlige hjemstavn for good. Samtlige stationer langs landevejen, der bød på country, pakket ind i massive reklameblokke og religiøse fremstød, hvilket vil sige stort set alle, blev straks sprunget over. Herregud, de ville jo alligevel ikke spille sange med Dixie Chicks. Pigerne havde sagt deres mening. Ganske vist helt ovre i London. Og på en egentlig ganske anstændig måde, men alligevel var det alt rigeligt for den country-scene, der ellers engang pralede af at have rene outlaws som sine største ikoner: Johnny Cash, Willie Nelson, David Allan Coe og Merle Haggard til eksempel. Ved den skinbarlige Stetson ikke just folk, der lod cowboystøvlen vandre frem mod berømmelsen ved hjælp af politisk korrekthed og høflig tavshed. Derfor havde pigerne fået nok. Ikke bare af deres texanske landsmand, George W. Bush, som de kom til at sige, at de skammede sig over ved en koncert i London, men af countrymusikkens stokkonservative pænhed, styret af den storkapital, der også sørger for, at Bibelbæltets radiostationer bakker op om præsidenten. Resultatet af faneflugten fra den scene, der ellers har givet det kønne trekløver fra Texas store kommercielle trumfer og talrige priser i årenes løb, foreligger nu i form af det på forhånd stærkt imødesete album, 'The Long Way Around'. Det ottende album fra Dixie Chicks er rent musikalsk et næsten entydigt farvel til country. 'The Long Way Around' er langt mere beslægtet med det, man i USA kalder klassisk rock. Med vestkystens helte som The Eagles, Fleetwood Mac og Poco som stærk inspiration sammen med en sangskriver som Tom Petty springer Emily Robinson, Martie Maguire og Natalie Maines ud som rockband med skridsikker fornemmelse for harmoni og melodi. I en produktion af tidens største es, Rick Rubin, der er så klassisk, tommetyk og flot, at man indimellem savner en landlig knast eller en lille listig dunst ude fra møddingen midt i alt den overlegne fernis. For når Dixie Chicks er mest uafrystelige, er de som regel også mest nedtonede. Ikke mindst i den helt centrale 'Not Ready To Make Nice', en direkte kommentar til »sagen«. Ingen skal tro, at pigerne fortryder Natalie Maines udtalelse om George W. Bush på scenen i London-klubben Shephard's Bush hin aften, selv om den betød, at stribevis af store radiostationer og butikker i USA boycottede trioens musik. »Forgive sounds good/ Forget, I'm not sure I could/ They say time heals everything/ But I'm still waiting ... I'm not ready to break down/ Cause I'm mad as hell/ can't bring myself to do what is it you think I should«, synger hun med krigerisk trodsighed. Et ægte, nutidigt rebel yell, et underlig forvrænget ekko fra den amerikanske borgerkrig mellem syd og nord. Den samme stolthed marcherer igennem hele albummet, blandet med den ømskindede sårbarhed og melankoli, der gør også 'Lullaby' og især albummets frysende klare højdepunkt, 'Voice Inside My Head'. Skrevet i samarbejde med Linda Perry og Dan Wilson, to af pladens mange gæster, er det en visionær, tårefremtvingende popsang om tilværelsens fravalg og uerstattelige tab af kærlighed. Smukt, uden blot antydningen af overflødig sentimentalitet. På mange andre af albummets umanerligt velklingende sange, sætter Dixie Chicks tempoet i vejret. Det klæder den ligefremme rocker 'Lubock Or Leave It', der er skrevet i samarbejde med førnævnte Tom Pettys kapelmester, Mike Campbell og former sig som en let ironisk afskedssang til den texanske baggrund for Natalie Maines. Den fortabte datter af Texas gule rose, der er udråbt til forræder af The Lone Star State, spørger ikke uden ret: »How will I get to heaven now?« Heldigvis finder den syndefulde sangerinde trøst hos en statue af endnu en texansk landsmand, afdøde Buddy Holly: »I hear they hate me now/ Just like they hated you/ Maybe when I'm dead and gonne/ I'm gonna get a statue too«. Ak, ja. Det er ikke let at være popstjerne med holdning. Men Dixie Chicks kan glæde sig over, at vinden for længst er vendt og nu blæser i trioens retning. Da det forfærdelige, landsforræderiske citat mod George W. Bush faldt i London, støttede flertallet af amerikanerne præsidenten. Nu skammer over 70 procent sig ifølge meningsmålingerne sig over ham. Måske derfor Dixie Chicks med suverænt lethed allerede har svunget sig op på toppen af de amerikanske hitlister? Med et klassisk countrypop-album med mange gode sange og kønne harmonier. Som helhed er 'The Long Way Around' dog for sterilt og poleret til at blive stående som en musikalsk milepæl i genrejsningen af den politiske musik.