I dag er det svært at forestille sig historien om Johnny Cash uden det lange, afsluttende og så bemærkelsesværdige kapitel, som 'American Recordings' kom til at udgøre. De fire cd'er og forrige års sorte Cash-box, som alle blev til i nært samarbejde med produceren og initiativtageren Rick Rubin. Projektet gav manden i sort en ekstra karriere og en æresoprejsning uden fortilfælde på et tidspunkt, hvor Cash og pladebranchen ellers for længst var løbet sur i alle seriøse ambitioner. Da Johnny Cash døde i 2004, var det derfor ikke som legende med mat afglans af fordums storhed, men som en kunstner belæsset med respekt og fortjent aktuel opmærksomhed. Og så er det ikke engang slut endnu. Om en måneds tid udkommer en cd med frugterne fra de sidste dages samarbejde med Rubin. Og midt i det hele lander så 'Personal File' på bordet. Indspilninger, som efter Cashs død blev fundet i et skab med sangerens personlige efterladenskaber i hjemmestudiet House of Cash i Hendersonville, Tennessee. Hvis man gør det tankeeksperiment, at Rubin-samarbejdet aldrig havde fundet sted, ville 'Personal File' have været en af den slags udgivelser, der radikalt revurderer en kunstners betydning. Nu tager man det automatisk lidt mere køligt. Rehabiliteringen er en realitet og Cashs format som hymnefortolker ikke længere en velbevaret hemmelighed for de fleste. Historien er skrevet om. Men det ændrer ikke en tøddel på kvaliteten, og den er høj. Igennem år med op- og nedture havde Johnny Cash startende i 1973 for vane at gå ind i hjemmestudiet og indspille en sang eller to. Med sin akustiske guitar og teknikeren Charlie Bragg som eneste selskab. Godt og vel halvdelen af de små 50 sange er indspillet i 1973. Cash unplugged, årtier før begrebet blev populært på MTV. Sange, der havde en særlig betydning for ham. Gamle, gamle sager. Men også nyere ting og en hel del egne kompositioner. Der er country og folkesange, men det dominerende aspekt er sange, som forholder sig til det kristne budskab. Cash var kommet 'hjem', og det kan høres. Det gælder Cashs egne 'Sanctified', 'Over The Next Hill (We'll Be Home)' og 'Matthew 24 (Is Knocking At The Door)'. Det er indspilninger, som i tid og rum ikke befinder sig langt væk fra Bob Dylans gospel-periode, men det er bemærkelsesværdigt, hvor meget mere indgroet og rodfæstet Cashs forhold er til den folkelige salmetradition. 'Personal File' er den hvide mands blues i sin mest rene og personlige form. Den dybe stemme, der langmodigt trasker igennem støvet og genvordighederne og trin for trin ydmygt bestiger trappen til det store aftenlys. Således at blive inviteret til at sidde med i studiet i Hendersonville i 1970'erne er næsten som at få uventet besøg fra et venligsindet spøgelse. Musikhistorie er det. Af den mest intime og kvalificerede slags.