Som sidste års portræt af 'Ray' Charles er 'Walk the Line' en hudløs og åbenhjertig kanonisering af en amerikansk musiklegende. Det er interessant at sammenligne 'Ray' med James Mangolds film om Johnny Cash. Parallellerne er slående. To historier om banebrydende musikere, der kom fra ludfattige kår i Sydstaterne. To mænd, der forgudede deres mødre og blev låst fast i et skyldkompleks i forhold til en brors tragiske død. To mænd, der voksede op i et gudfrygtigt miljø, men efter krigen brasede hovedkulds ind i den seksuelle frigørelse og den nye hedonismes stof- og drukkultur. Melodien slås an i barndomstraumet, og sangen synges mest kraftfuldt, når der fokuseres på de formative år. Ligner de to skæbner virkelig hinanden så meget? Eller er det manuskriptforfatterne, der gør det? Men heldigvis viser forskellene sig at være nok så sigende. For musikalsk er det to helt forskellige historier. Ray Charles var foregangsmanden, der ændrede sort musiks fremtid. Johnny Cash var eneren, der klædt i sort fra start til slut fulgte sin egen plovfure tværs igennem countrymusikkens konventioner. Så her skilles vandene logisk: Hvor 'Ray' blev en biografisk-pædagogisk film om musikken, racen og det nye Amerika, satser Mangold helt entydigt på tidsbilledet fra et svundent Amerika som ramme om den kaotiske kærlighedshistorie mellem Johnny Cash og June Carter. Historien om, hvordan Johnny Cash både i bogstavelig forstand og overført betydning først gik i sort og siden så lyset. Kærligheden på speed og musikken på druk. James Mangold har foretaget mange fravalg. Selv om filmen er lang, springer den mange mellemregninger over. Den fortæller ikke meget om musikken. Hvad der siden hændte i historien om Johnny Cash efter 1968, hvor 'Walk the Line' slutter, fremgår langtfra entydigt af filmen. Hverken Cashs ørkenvandring i 1980'erne, hans kristne genfødsel eller hans sene status som countrymusikkens store profet fra ørkenen aner man, da filmen brat slutter. Men de mange fravalg har den helt store styrke, at den samler og koncentrerer filmen om dens to store skuespilpræstationer. Både i 'Ray' og 'Walk the Line' har instruktørerne set det som noget helt essentielt, at skuespillerne selv tog den musikalske udfordring op. Og i begge tilfælde har de haft ret. Såvel Jamie Foxx i 'Ray' som Joaquin Phoenix og Reese Witherspoon opnår en autenticitet, der havde været utænkelig uden musikken under huden. En gang imellem har en begavet, ung skuespiller rodet rundt efter sig selv. Haft svært ved at få sit indre buldrebål og rollernes størrelse til at passe sammen. Men pludselig ser han sig afgørende konfronteret. Som Joaquin Phoenix gør det i 'Walk the Line'. Phoenix spiller, synger og er Johnny Cash, så man ikke et sekund er i tvivl om, at mørket bag mørket i Johnny Cashs øjne er et mørke, han kender fra sig selv. Det er identifikation på et andet og mere brændbart plan, end man normalt oplever det i nok så omhyggelige rekonstruktioner af en kendt personlighed. Lige så imponerende er Reese Witherspoon, der giver kød og blod, frækhed og sårbarhed til den mere åbne opgave June Carter. Et afgørende seriøst gennembrud for Witherspoon, der hidtil har kæmpet sig frem i mere letbenede genrer. Hendes præstation som den rapkæftede June er uden en eneste falsk tone. Her taler en kvinde, der af bitter nødvendighed har lært sig humorens afvæbnende panser og kender til forelskelsens omkostninger i et puritansk samfund. At både Phoenix og Witherspoon synger rigtigt giver filmen en helt afgørende ekstra medrivende kvalitet. Det gør den til mere end en kærlighedshistorie. I det hele taget er musikken, arrangeret af T-Bone Burnett, af helt central betydning. I 'Walk the Line' er musikken ikke omhyggeligt udvalgte illustrationer. Musikken er ikke en udviklingshistorie. Den er så at sige meget tættere på at være rigtig musik. Den er puls, den er rytme, den er det hjerteblod og den lim, der får karaktererne til at leve og hænge sammen. Filmen har helt regulært noget af den samme rå åbenhjertighed, tørre humor og bryske ømhed, der karakteriserer Johnny Cashs bedste sange. Efter et par film i den lettere ende er James Mangold tilbage blandt de tunge drenge, hvor han selv placerede sig med 'Heavy', 'Copland' og 'Girl Interrupted'.