Der er mere mellem musikkens himmel og jord, end man umiddelbart tror. Hvis den verden, man lægger øre til, er skabt af Matthew Herbert. Den engelske housemusiker og bigbandleder opererer nemlig gerne med skjult stof. Sonisk information, som måske - måske ikke - gør sin virkning i øresnegl og underbevidsthed. 'Scale' er et album med elegante og tilgængelige popsange. Men underteksten er globalpolitisk. Under den funky og charmerende overflade finder man efter sigende både lyden af kistelåg, krigsfly og en mand, der brækker sig uden for en våbenkongres. Spørgsmålet er selvfølgelig, om det har den helt store betydning, hvis man ikke kan høre det? Kan man finde Irak i Klubland? Det er svært, synes jeg. Til gengæld er det ikke svært at finde fornøjelserne på et album, hvor tværfløjte, strygere, rytmiske bokse og krøllede lydtapeter smyger og snor sig om sangerinden Dani Sicilianos kølige pigevokal. Matthew Herbert er ubetinget original i den grænseløse tilgang, hvormed han hele tiden prøver at få det største og det mindste til at swinge sammen. Her kunne Laid Back, Björk og Burt Bacharach såmænd godt have hygget sig sammen. Til gengæld kunne Herbert så godt bruge lidt af sidstnævntes tæft for den uimodståelige evergreen. Stofligt changerende arrangementer og hæderlige melodier præsterer Matthew Herbert nærmest som en formssag på 'Scale'. Men det popmusikalske målestoksforhold, der gør, at de enkelte sange både spiller sammen og tårner sig op hver for sig, så musikken bliver lige så medrivende som pirrende, har han ikke fundet på 'Scale'.