Der erbåde psykopatiske voldsmænd, perverse stoddere og upålidelige misbrugere på spil i musikken fra musikprojektet Peeping Tom, der ikke for ingenting har taget navn fra instruktøren Michael Powells 45 år gamle thriller om voldelig voyeurisme. Alligevel er det ikke nødvendigt at holde nogen i hånden, mens man hører musikken. For Peeping Toms album, der også hedder 'Peeping Tom', udforsker irrationel og reel frygt med nøjagtig så meget distance og actionfilmfarvelade, at man ikke bliver meget bange. Kun lidt. 'Peeping Tom' er et underholdende og indimellem refrænvenligt gys, som ved at opremse talrige former for morderlig frygt minder om, i hvor høj grad politikere, medier og underholdningsbrancher bruger angst til at fremme deres egne synspunkter og salgstal. Bag bandnavnet Peeping Tom gemmer sig den 38-årige amerikanske musiker og sanger Mike Patton. Han var forsanger i det tungt rockende band Faith No More i en årrække, og da den gruppe gik i opløsning i slutningen af 1990'erne, kastede han sig med manisk energi ud i andre mindre kendte og mere eksperimenterende projekter som for eksempel Mr. Bungle, Fantomas og Tomahawk. Peeping Tom er en idé, han har arbejdet med i en håndfuld år. Så lang tid tog det ham at få alle de involverede med. For selv om Mike Patton og hans robuste, velartikulerede mørkemandsstemme har en hovedrolle på det dramatisk og filmisk arrangerede album, så har han sørget for interessant casting af alle birollerne. I enoverraskende rolle som giftigt formuleret stønner høres den normalt meget sødere syngende Norah Jones. »Keep it in your pants« advarer hun i det halvjazzede nummer 'Sucker', som underholdningsvoldens amerikanske førsteelsker Quentin Tarantino vil elske. I det nummer og også i den først lækre og siden ubehagelige popsang 'Caipirinha' er 'Peeping Tom' alvorlig, kitschet og stilren, ligesom Tarantino kan være det. Så er det noget andet med 'Mojo' (med human beatbox ved Rahzel og hiphopproduceren Dan the Automator), 'Kill The DJ' (med triphopgruppen Massive Attack) og for eksempel 'Don't Even Trip' (med electronicamusikeren Amon Tobin). I de numre er stemningen ikke kulørt. Den er sort i sort. Makabre basgange, rystende hårde beats, skræmmende elektroniske lyde og truende rap- og sangstemmer giver fornemmelse af, at man er i selskab med de værste baggårdes ondeste psykopater midt om natten. Og at man er alene med dem. Eller i hvert fald alene med sine fobier. Dem kommer man jo nok ikke ud over ved at høre Peeping Tom. Men man får i hvert fald en visionær, lystblandet skrækoplevelse.