Når man hedder Carsten Valentin og leger med rocksproget, ligger sammenligningen med C.V. Jørgensen snublende nær. Carsten Valentin Lassen slap da heller ikke for den, da han sammen med Peter Sommer under bandnavnet Superjeg udsendte de to fine album 'Alt er ego' og 'Øst og vest'. En sammenligning med Mester Jørgensen som Carsten Valentin og Sommer næppe ville have været foruden i deres C.V. Men når man hører Carsten Valentins første soloudspil, er det sammenligningen med en dansksproget original af endnu ældre aftapning, der springer i ørerne. Den surreelle og småsyrede leg med hverdagssprogets muligheder peger i endnu højere grad end C.V. Jørgensen på Eik Skaløe som urkilde. En stilfærdigt forundret praksis, der betragter sproget dansk som en endelig størrelse med uendelige kombinationsmuligheder. I modsætning til Peter Sommer har Carsten Valentin ikke taget et reelt spring fra den sprogligt nysgerrige leg med tilværelsens filosofikumske puslespil til det personligt investerede udsagn. Det er små sange og heller ikke nogen stor stemme, og det hele kunne være endt som et lille sympatisk skvulp af originalitet i andedammen. Når 'Chancernes Allé' trods alt er mere end et skvulp, skyldes det ikke mindst Hilmer Hassigs produktion og den diskrete tilstedeværelse af erfarne instrumentalister som Flemming Muus og Stephan Grabowski. Love Shops guitarist og producer Hassig har i en på én gang enkel, klædeligt luftig og detaljerig produktion lagt en strategi, hvor detaljerne skærmer af og løfter op, når sangens krop og sangerens karisma har været lidt klejne. Et fint eksempel er '1000 Smøger', hvor stemningsfulde guitarvignetter snor sig rundt om Carsten Valentins hverdagslige vokal og skaber denne særlige fornemmelse af magi-i-det-almindelige. Eller som det hedder på det blidt iørefaldende 'Et tog': »Jeg tror vi fanger noget / hvis vi sparer lidt på sproget«. »Ham der ingen bønner har han må drikke kaffen klar / og ham der ved hvordan verden ender sidder godt på sine hænder«. Nej, heller ikke på 'Mig og Margrethe' er det svært at høre, at Carsten Valentin og Peter Sommers krøllede hjerner på et tidspunkt har været viklet godt og finurligt ind i hinanden. På en måde lyder Valentins soloalbum som en røst fra det sted, Sommer udsprang fra. 'Galaksekondi' er nok nummeret, man vil knytte de største radioforhåbninger til, men det er som om denne mere formskårne og meget danske pop i virkeligheden overspiller Valentins hånd. Det er i de slentrende, småfilosofiske vignetter, 'Chancernes Allé' har sine fineste øjeblikke. Hvor det hele er ganske småt, men også ganske godt.