Atlas hedder hun til efternavn, og siden hun i 1993 blev medlem af Transglobal Underground har det musikalsk set været jorden rundt for Natacha Atlas og hendes proselyttere. Sangerinde, sangskriver og mavedanser fra et marokkansk domineret kvarter i Bruxelles er Natacha Atlas via Londons klubscene blevet en slags personificering af en musikfilosofi, der fortolker begrebet verdensmusik som en sammensmeltning af verdener. Først og fremmest de mentalgeografiske regioner kendt som Mellemøsten og Clubland. Vægtningen har skiftet fra album til album siden solodebuten 'Diaspora' i 1998. 'Mish Maoul' er her at betragte som et forsøg på et gyldent snit, der på én gang vil fremhæve respekten for det autentiske og ambitionen om skabe popmusikalsk uimodståelighed. Albummet starter meget blødt, næsten prøvende, med den poppede ballade 'Oully Ya Sahbi'. Men allerede på andet nummer er den kolde fusion ved at blive spillet varm. På 'Feen' synger Atlas duet med den royale hiphoppige Princess Julianna og her er der optimal gevinst i kombinationen af fysisk, drømmende arabisk rytme og hiphoppens knipskhed. 'Hayati Inta' forstærker og udbygger dialogen og kontrasten med en medrivende og smækker kombination af marokkansk musik med gedehorn, tungehujen og håndklap kombineret med et buttet, basdrevet beat og en ulden rockguitar. At der med omhu ikke bliver trukket skarpe grænser mellem verdenerne er 'Ghanwah Bossanova' et bevis på. Arabisk bossanova! Nu har man hørt det med! Og har man først hørt det, hører man gerne mere. Atlas blev i 1999 gift med en syriske musiker Abdullah Chhadeh. Han medvirker på adskillige numre. Han er ikke det eneste mellemøstlige element, der er placeret langt fremme i blandingsforholdet. Siden Natacha Atlas entrede scenen, er det på en helt anden måde blevet almindeligt at fusionere. Den transglobale undergrund er blevet en del af mainstream fra amerikansk hiphop til danske Outlandish. Men 'Mish Maoul' demonstrerer, at Atlas ikke mindst i kraft af vokalens inciterende sammenhængskraft stadig har noget helt særligt at byde på. Det er simpelthen dejlig og spændende popmusik uanset hvilken kulturbaggrund, man måtte lytte ud fra. At idébanken så synes at have fået lidt lavvande i kassen på pladens sidste del, ændrer ikke afgørende på det. 'Mish Maoul' markerer et intensiveret samarbejdet med Transglobal-gruppen i skikkelse af Tim Whelan og Count Dubulah alias Nick Sparks. Dubulah er nu medlem af Temple of Sound og han har sammen med den anden tempeltjener Neil Sparks produceret halvdelen af et rent ud lækkert album, der modent satser hårdere på det sensuelt vuggende end det diskofilt insisterende. Sammen med Princess Julianna skaber Natacha Atlas dog på 'Bathaddak' et musikalsk rusmiddel beregnet til øjeblikkelig tummelumskhed. Det er mavedans, der bruger hovedet.