Min Gud, min Gud, hvorfor har du forladt os? Ordene løber som en tavs understrøm under Pearl Jams kraftpræstation af et album, hvor de, der på begge sider opfordrer til bøn og kampånd, promenerer skinhellige med en usynlig djævel på skulderen. Mens Gud holder lav profil og tier bekvemt: »Now you got both sides killing in God's name/ but God is nowhere to be found conveniently«. Uanset hvad man mener om den slags tirader, så er det udtryk for en edderspændt opposition, der gør indtryk og leverer højoktant brændstof. Fra skærebrænderguitarerne antænder åbningsnummeret 'Life Wasted', er Pearl Jams ottende album en af den slags sjældne plader, hvor det brænder på for alvor. Det må man så indrømme, det gør med jævne mellemrum for Eddie Vedder. Det er bare ikke altid, han har fundet fodslaget med resten af bandet og har fået lirket brændpunktet ud af navlens murmelrock. Men på 'Pearl Jam' går tingene simpelthen op i en højere enhed, som man ikke har hørt magen til meget længe. Den måde Pearl Jam rocker frigjort på i 'Marker In The Sand', taler et tydeligere sprog end alverdens salgstal. Når Eddie Vedder & co. har valgt blot at kalde albummet for 'Pearl Jam', er det næppe, kun fordi gruppen har det med at finde på lidet mindeværdige titler. Det er mere fristende at udlægge teksten således: Her er alle bandets bedste egenskaber balanceret og komprimeret. Her er den massive appel fra gruppens debut '10', men her er også den piskende skarphed fra gruppens sonisk vildeste album 'Vitalogy'. Her finder Eddie Vedder en perfekt balance mellem udfarende kraft og introspektion, og på samme måde plejer det optimale guitarpar Stone Gossard og Mike McCready både deres rødglødende og eftertænksomme sider. I en tid hvor classic rock er kommet i fokus, og grunge er på vej i glemmebogen, er det værd at notere sig, at Pearl Jam ikke er nogen af delene. Blot - på dette album - et massivt dygtigt guitarrockband, der kan spille på begge heste, ganske som det passer dem. Hidsige som ind i helvede på 'Big Wave', foruroligende præcise i det ulmende identitetsdrama 'Severed Hand' og på albummets melodisk mest uafrystelige nummer 'Unemployable'. Her er et portræt af en nybagt arbejdsløs, der er ikke så lidt mere sprængfarligt end Springsteens historiske fortællinger fra Depression og New Deal. Parallellen til Springsteen er på mere end én måde oplagt og overraskende. Pearl Jam er på dette album dybt inde i en fortolkning af det amerikanske, som er det stik modsatte af Springsteens lige dele romantiske og skeptiske nostalgi. Således er 'Gone' en slags desillusioneret antidosis til Springsteens klassiske automobileskapisme. Med sømmet i bund, bliver der vinket farvel til den amerikanske drøm, indtil målets nulpunkt er nået: »If nothing is everything, I'll have it all«. Brændt gummi hele vejen til helvede. 'Pearl Jam' er i ordets bedste forstand et afvekslende album. Ikke helgarderet eller tvivlrådigt, men dækkende og undersøgende både sammenhænge og modsætninger. Det er typisk, at albummet åbner med en sang, der handler om ikke at lade mismodet ('Life Wasted') råde, blot for straks at kaste sig ud i den voldsomt pessimistiske 'World Wide Suicide'. Men det er en handlingsrettet pessimisme. Kulsort, men med rødglødende rand. En protestsang med andre ord, og 'World Wide Suicide' er i USA med lynfart ved at blive et banner for modstanderne af Bushregeringens gerninger at fylkes omkring. 'Army Reserve' tager tråden konkret op med en skildring af soldaternes koner, der lever i angst derhjemme. Et nummer, hvis knugende stemning prompte bliver forløst i den følelsesladede ballade 'Come Back'. En stor sang om fortrydelse og håb mod odds. Albummets dna er passende nok to spor i en snoet, genetisk trappe. Parallelle spor forbundne af karaktertræk sang for sang. Det ene spor er protestskriget over for en verden misbrugt af filistre, magtmisbrugere og tvetunger. Det andet spor er identitetskampen. Eddie Vedders jakobskamp for ikke at give efter for fortvivlelse og sortsindets handlingslammelser. Det er en kvalificeret samtale, der både finder sted på det indre og det ydre plan på et album, hvor Vedder og resten af bandet er helt på linje. Det kan godt være, at det for Eddie Vedder føles, som om Gud har forladt ham, men det lyder umiskendeligt, som om ånden har været over ham denne gang.